Jesper Buch-projekt går ind i helt særlig fase
Der skulle bygges bro mellem erhvervslivet og studerende.
Det var formålet bag Jesper Buchs oprettelse af et iværksætterakademi på Niels Brock-handelsskolen i København sidste år.
Og nu får eleverne herfra en kærkommen mulighed til netop at gå på den bro - og mærke detailbranchen på egen krop, når Bestseller stiller en Selected-butik til rådighed for en række elever.
En butik som eleverne selv har udviklet konceptet til, og "der tog hensyn til ikke blot design, målgruppe, budget og marketing, men også en fysisk butik og driften heraf".
Det skriver modegiganten i en pressemeddelelse.
- Ved at lære - first hand - hvordan man driver en butik, giver vi de unge en unik chance for at integrere faglig viden og praktisk erfaring under deres uddannelse. Det her er ikke kun en uddannelse på papiret. Det er en uddannelse for livet, udtaler Jesper Buch.
Han skal under hele forløbet agere mentor for de elever, der skal drive butikken. Det skal de i øvrigt gøre i to måneder - fra 5. april til 8. juni.
- Selected har været sindssygt gode til at hjælpe de unge iværksættere på vej ved at give dem en mulighed for at lave rigtige varer med en rigtig omsætning og rigtige kunder. Det betyder alverden for vores elever, at de får praktisk erfaring, udtaler Jesper Buch.
- Der ligger utrolig meget læring i blot at komme i gang, lære af sine fejltagelser og så gøre det endnu bedre. Beslutningen om, at Selected skulle understøtte elevernes første erfaringer med iværksætteri, var derfor også nem for os, og afspejler netop den ånd, vi lever efter internt i Selected, supplerer Daniel Mayer, der er Brand Director ved Selected.
Om projektet
- Projektet er skabt i et samarbejde mellem Niels Brock, Jesper Buch, Selected Femme/Homme og Jeudan A/S.
- Pop-up-butikken kan besøges i perioden fra 5. april til 8. juni på Løngangstræde i København
- Selected Femme/Homme er et internationalt modebrand med danske rødder.
- Siden dets stiftelse i 1997 har Selected etableret en distinkt tilgang til tidløst herre- og kvindetøj inspireret af moderne tendenser.
- Selected beskæftiger i dag mere end 320 medarbejdere og driver 37 egne butikker, mens mærkets produkter sælges af 2400 forhandlere spredt over 44 lande.
- Niels Brock er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med mere end 10.000 kursister og studerende fordelt på merkantile erhvervsuddannelser, HHX, GSK, MBA, bestyrelsesuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser.
- Jesper Buch indtrådte i Niels Brocks bestyrelse i 2022, og i august 2023 åbnede Jesper Buchs Iværksætterakademi for det første hold elever.
Kilder: Bestseller, Niels Brock