Ombudsmanden lukker sag om Lauritz.com trods lovovertrædelse
En trecifret millionregning - og tusindvis af uforstående og forudrettede kunder.
Det lød slutregningen på for Lauritz.com, efter selskabet begærede sig selv konkurs i sommeren sidste år.
Det har efterfølgende givet en masse efterspil, og nu melder Forbrugerombudsmanden sig også på banen med en dom over auktionshuset.
"Lauritz.com har overtrådt aftaleloven og handlet i strid med god markedsføringsskik", skriver institutionen i en pressemeddelelse - og henviser til, at "Lauritz.coms aftaler med private sælgere havde en betydelig skævhed til auktionshusets fordel, fordi de indeholdt et vilkår om en meget lang afregningsfrist".
- Hertil kommer, at vilkåret ikke var præsenteret klart og forståeligt for de private sælgere, samt at det ikke blev varslet, da det trådte i kraft. Desuden blev de private sælgere, som havde varer til salg, da afregningsfristen blev forlænget, tvunget til at acceptere den nye frist, før de kunne få adgang til deres konti på Lauritz.coms hjemmeside, skriver Forbrugerombudsmanden.
Det er ifølge Forbrugerombudsmanden "med det formål at opnå gratis midlertidig likviditet", at ledelsen bag Lauritz.com har lavet ovennævnte manvøre.
- Forbrugerne har været tvunget til at acceptere de nye vilkår og er tilmed hverken blevet varslet om dem eller fået dem præsenteret klart og forståeligt. Det er naturligvis helt uacceptabelt, supplerer forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Han og institutionen har ikke kigget på, om Lauritz.com har overtrådt strafbelagte bestemmelser i hverken markedsførings- eller straffeloven, da "sagen ikke har været tilstrækkeligt oplyst som følge af konkursen".
Netop konkursen ligger også til grund for, at Forbrugerombudsmanden har besluttet at lukke sagen uden yderligere tiltag.
Lovgrundlag, aftaleloven
- Det følger af aftalelovens § 38 c, stk. 1, at et urimeligt aftalevilkår kan tilsidesættes (i medfør af § 36, stk. 1), hvis det vil være i strid med hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre det gældende.
- For at vurdere, om det er stridende med hæderlig forretningsskik at anvende et vilkår, skal man navnlig tage stilling til den erhvervsdrivendes forhandlingsposition og om den erhvervsdrivende har handlet loyalt og rimeligt med den anden part.
- Et aftalevilkår bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren, hvis det forringer forbrugerens retstilling væsentligt i forhold til den lovgivning, der ville finde anvendelse uden kontraktvilkårene.
- Det er desuden et væsentligt argument for, at et aftalevilkår er i strid med aftalelovens § 38 c, hvis det tilsidesætter gennemsigtighedskravet i aftalelovens § 38 b, stk. 2. Denne bestemmelse forpligter erhvervsdrivende til at udfærdige aftaler på en klar og forståelig måde.
Kilde: Forbrugerombudsmanden og aftaleloven
Artiklen er en del af temaet Auktionshus i forfald.