Nemlig.com får ny medejer, der har helt særligt bånd til stifteren
Det er nu ikke længere kun stifter Stefan Plenge og Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, der ejer Nemlig.com.
Også Stefan Plenges kone, Signe Thürmer, ejer ny en andel af onlinesupermarkedet. Det skriver DetailWatch og Børsen, der henviser til CVR.
Her står Stefan Plenge og Signe Thürmer nu som delte ejere af Plenge Holding ApS, som ejer mellem 25 og 33,32 procent af Intervare A/S, selskabet bag Nemlig.com.
Dermed ejer Stefan Plenge og Signe Thürmer hver 13,67 procent af Nemlig.com - hvilket også forklarer en ændring i CVR fra 7. marts, hvor Stefan Plenges ejerandel af Nemlig.com blev reduceret fra 27,33 procent til netop 13,67 ditto.
Over for Børsen har Stefan Plenge uddybet beslutningen yderligere.
- Jeg har derfor i lang tid følt, at Signe også fortjener at være reel medejer af alt det, vi skaber sammen, hvorfor jeg har lavet denne ændring i ejerstrukturen i Plenge Holding, så jeg går fra at være eneejer, til at vi nu er ligeværdige ejere af Plenge Holding og alle de aktiver, der er i dette selskab. Det kommer dermed ikke til at påvirke den daglige drift i Intervare eller Nemlig, skriver Stefan Plenge til mediet.
Tidligere på året udkom Nemlig.com med sit største regnskabsmæssige underskud til dato - hvilket blandt andet medførte en kapitalindsprøjtning fra Intervare A/S på 315 millioner kroner.
Det var samtidig endnu et underskud af rækken, som Nemlig.com-selskabet har noteret sig siden stiftelsen i 2010 - og dermed har virksomheden tabt over en halv milliard kroner i sin levetid.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 2509,3 | 2475,2 | 3166,1 |
Bruttofortjeneste | 291,5 | 383,3 | 661,5 |
Resultat af primær drift | -247,1 | -197,6 | -11,8 |
Resultat før skat | -250,7 | -200,7 | -12,6 |
Årets resultat | -195,4 | -155,9 | -8,3 |
Balancestatus | 223,5 | 232,7 | 225,9 |
Egenkapital | 128,9 | 9,2 | 15,1 |
Antal ansatte | 684 | 293 | 283 |
Kilde: CVR |