- Hvis vi ikke lykkes, så lykkes Coop heller ikke
En redningsmand.
Sådan skitserer Avisen Danmark kædedirektør i 365discount, Michael Tilsted, i et interview.
Han har sat sig i direktørstolen for at vende et blodrødt minus - både fra sidste års første reelle 365discount-regnskab, men i særdeleshed fra de magre år under Fakta-fanerne.
Og missionen er soleklar - hvis ikke 365discount får vendt underskud til overskud og røde tal til sorte inden for den nærmeste fremtid, ser det samlet set også dystert ud for hele Coop-koncernen.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 8356,3 | 7981,3 | 8133,0 |
Bruttofortjeneste | 165,5 | 574,5 | 772,2 |
Resultat af primær drift | -816,9 | -335,8 | -82,3 |
Resultat før skat | -824,2 | -337,9 | -79,9 |
Årets resultat | -651,3 | -262,9 | -64,4 |
Balancestatus | 1737,7 | 1425,6 | 1124,9 |
Egenkapital | 467,1 | 318,3 | 81,2 |
Antal ansatte | 2070 | 2014 | 2052 |
Kilde: CVR |
- Hvis vi ikke lykkes, så lykkes Coop heller ikke. Det er meget udtalt. Men det betyder også, at vi får opbakning internt, fordi det er så ekstremt vigtigt, siger Michael Tilsted således til Avisen Danmark.
Han tilføjer, at "det er ingen hemmelighed, at vores regnskaber ikke har været særligt gode", men henviser i samme ombæring til en specifik 365discount-butik i Odense, som er lykkes med at skabe overskud.
"Det viser, at vi faktisk godt kan tjene penge", noterer kædedirektøren sig.
Samtidig holder han fast i en udmelding, som hans forgænger Thomas Nielsen - der nu er direktør i Løvbjerg - kom med.
Omsætningen skal fordobles inden udgangen af 2030.
Fremtidens Coop
- Coop præsenterede i slutningen af januar 2023 strategien "Fremtidens Coop", der involverer følgende:
- Man vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde Coop.
- Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot at have tre.
- Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD.
- Det bliver reduceret til Coop, 365discount og Brugsen.
Kilde: Coop
Et marked i forandring
Detailekspert Dorte Wimmer har ad flere omgange kigget nærmere på discountmarkedet - også for RetailNews.
Hun har tidligere erklæret, at "lavprismarkedet er i oprør" og samtidig peget på, at Netto og Rema 1000 er frontløbere i den intense duel om danskernes discountpenge.
Men samtidig peger Dorte Wimmer også på 365discount som en reel spiller på discountmarkedet - og som en vigtig del af Coop-koncernens igangværende strategi.
- 365discount er et strategisk vigtigt projekt for Coop, så den satsning vil man også se Coop poste flere penge i løbende, konstaterer hun over for RetailNews.
365discount-kæden talte ved årsskiftet 363 butikker.