23948sdkhjf

Så er indstillingsperioden slut: Kun én kandidat til Coop Amba-formandspost

To af Lasse Bolanders fire efterfølgere i Coop-koncernens ledelseslag er nu på plads

Fredag klokken 23:59 udløb en skelsættende frist i Coop-regi. 

Til april skal Coop-landsrådet vælge ny formand for Coop Amba, som er foreningsdelen af dagligvaregigantens koncernstruktur. 

Og en offentlig liste med kandidater afslører - efter fristens udløb - at arvtageren til Lasse Bolander som ny Coop Amba-formand allerede er på plads inden dette valg. 

Således er Pernille Skipper, som blev annonceret som formandskandidat tilbage i januar, eneste opstillede kandidat. 

Dermed vælges hun pr. automatik til formandsposten ved et såkaldt fredsvalg, fremgår det af Coops vedtægter. 

- Det er Coops øverste myndighed, landsrådet, der består af 126 engagerede medlemmer fra hele landet, som indstiller og vælger formanden og medlemmerne af Coop ambas bestyrelse.

- Vil du være kandidat til formandsposten, skal du opstilles af mindst fem medlemmer af Coops landsråd. Er der kun opstillet én valgbar kandidat, er vedkommende valgt ved fredsvalg, står der i Coops vedtægter

Et fredsvalg er ifølge Den Danske Ordbog "et valg hvor repræsentanterne til en bestyrelse, en forsamling el.lign. vælges uden afstemning". 

Ovenstående bekræfter også kommunikationsdirektør Lars Aarup over for RetailNews. 

Det officielle, endelige valg af Pernille Skipper som ny Coop Amba-formand skal dog stadig foregå på landsrådsmødet 20. april. 

Kritik af Skipper-valg

Tidligere har RetailNews beskrevet, hvordan valget af Pernille Skipper som ny Coop Amba-formand har affødt skarp kritik fra flere eksperter. 

Blandt andet kaldte detailekspert John Schønberg det for et "forfærdeligt match"

- Det, Coop har behov for nu, ikke mindst over for medarbejdere, leverandører, kunder og samarbejdspartnere er at sende et stærkt købmandsmæssigt signal om, at bedre tider er på vej. Med Pernille Skipper gør man præcis det modsatte, uddybede han dertil. 

Også erhvervskommentator hos Berlingske, Thomas Bernt Henriksen, var skarp i retorikken. 

- Nu vil Coop ansætte en tidligere politiker i skikkelse af Pernille Skipper som formand – trods nul erhvervserfaring, nul indsigt i erhvervslivet, nul indsigt i detailhandlen – hvis eneste erfaring er som politisk leder af et parti, som hun ikke engang var formand for. Dermed er hendes administrative og operationelle ledelseserfaring også fraværende, sagde han dengang. 

Lars Aarup, kommunikationsdirektør i Coop-koncernen, tog i forbindelse med kritikken Pernille Skipper i forsvar: 

- Hvis Pernille Skipper bliver valgt, har vi et fint match med formanden for Coop Danmark, Jeff Gravenhorst, der har fuld fokus på den kommercielle del af Coop - og så formanden for andelsforeningen Coop Amba, som skal have fuldt fokus på foreningen og lægge de overordnede linjer, sagde han dengang. 

Pernille Skipper erklærede selv i et interview med RetailNews, at Coop Amba-formandsposten lød "helt vanvittigt spændende". 

- Det synes jeg, fordi Coop er den institution i det danske samfund, som den er. Det er indbegrebet af det medlemsejede, fællesskabsdrevne og det værdibaserede valg i vores dagligvareindkøb, sagde hun tilbage i januar. 

RetailNews har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Pernille Skipper til det endelige valg som ny Coop Amba-formand.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.748