City Vest bliver markant mindre: Tilbageværende butikker er optimistiske
Færre butikker - og flere boliger.
Det er fremtidsudsigterne for området i og omkring shoppingcentret City Vest i Aarhus-området.
Det blev meldt ud i forbindelse med entreprenørvirksomheden A. Enggaards opkøb af centret i december 2022 - og nu er der fremlagt konkrete planer for det videre forløb for det skrantende shoppingområde.
Det skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse.
- Vi er i fuld gang med planerne om at omdanne City Vest til et tidssvarende bydelscenter med specialbutikker og dagligvareforretninger, og vi er overbeviste om, at der er et stort potentiale i det nye bydelscenter, som bliver attraktivt for nuværende og kommende beboere i hele Aarhus Vest, udtaler projektudvikler fra A. Enggaard, Lars Thesmer Sørensen.
Nye placeringer
Én af i alt tre butikker, der med ombygningen får en ny placering i City Vest, er Synoptik. Det er sket efter ønske om "at samle butikkerne omkring det lille torv ved Lidl", skriver A. Enggaard.
- Vi har og har altid haft en sund forretning i området og har en stærk forankring, hvilket vi selvfølgelig ønsker at fastholde. Vi er glade for kunderne i City Vest og vil gerne blive ved med at kunne yde dem god service tæt på deres lokalområde, supplerer Synoptik-regionschef Malene Schneider.
Herretøjsbutikken Sams Outlet og Livsværkstederne er de to øvrige butikker, der får nye placeringer - ligesom Louis Nielsen sidste år også rykkede mod det omtalte torv.
Og ifølge A. Enggaard har man allerede "fået flere tilkendegivelser om, at de eksisterende butikker i centret bakker op om fremtidsplanerne for City Vest og har en tro på, at området går en lysere fremtid i møde".
Den samlede renovering og ombygning af City Vest påbegyndes 1. februar - og det nye City Vest forventes dernæst at åbne ultimo 2025.
De tilbageværende butikker i City tæller foruden Synoptik, Louis Nielsen Sams Outlet, Lidl og Livsværkstederne også Matas, City Vest Apotek, Den Syriske Skrædder og Normal.
- Udover at omdanne City Vest-kvarteret til et mere attraktivt bydelscenter omfatter transformationen af området etablering af et levende boligkvarter i en del af det nuværende centerområde.
- A. Enggaard vil gerne nedtage den sydlige del af bygningerne for blandt andet at opføre familieboliger, ungdomsboliger og seniorboliger, og de kommende beboere skal kunne vælge mellem leje- og ejerboliger, skriver A. Enggaard om planerne for den del af området, der ikke er omfattet af detailhandel.