23948sdkhjf

Det samlede julesalg steg med over fem procent: - En strålende nyhed

Detailsalget faldt én procent i december, når man korrigerer for sæson og prisudvikling

Efter fire måneder i træk med fremgang, faldt detailomsætningen herhjemme i december, når man korrigerer for sæson og prisudvikling.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som har opgjort faldet til at være én procent i forhold til november.

Tilbagegangen sker, efter at det såkaldte detailomsætningsindeks ellers er steget fire måneder i træk.

Det skyldes dog formentlig et flot novembersalg og dermed et stærkt sammenligningstal.

For kigger man på omsætningen i butikkerne i november og december i år og sammenligner med julehandlen i de tilsvarende måneder i 2022, er der tale om en fremgang på 5,3 procent.

Det er noget mere end de to procent, som man forventede hos Dansk Erhverv.

- Det er en strålende nyhed for de mange detailbutikker, at der var flot fremgang i julesalget. Butikkerne nyder godt af, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne efter reallønsfremgang, og beskæftigelsen er steget, siger Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

Stigende købekraft

Set over hele 2023 lå det samlede detailsalg 0,9 procent lavere end i 2022.

- Detailsalget ligger dermed stadig et stykke under niveauet under corona, hvor danskerne flåede varer ned fra hylderne, da restriktioner og nedlukninger dæmpede forbruget i servicesektoren, konstaterer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.

Han forventer, at stigende købekraft hos de danske forbrugere som følge af de stigende lønninger og den vigende inflation vil skubbe til forbruget i år.

- Vi tror, at fremgangen især kan blive mærket hos butikker, der sælger varer i den lidt dyrere ende af skalaen. Varer, der kan betegnes som "nice to have", men ikke "need to have".

- Det er i hvert fald disse områder af detailsalget, der har været hårdest ramt det seneste år, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125