Biva-stifter: Købmandskabet manglede
Henry Johansen, stifter af Biva, og Jørn E. Jensen, stifter af Tæppeland, peger på kapitalfondenes evne til drift, når de skal forklare konkursen i Biva Tæppeland.
Hos kapitalfondene peger man selv på lavkonjunktur og et dårligt image som baggrund for nedturen, men Henry Johansen, som i sin tid grundlagde Biva-kæden, har en anden holdning. Over for Berlingske fremhæver han blandt andet en fejlslagen ekspansionsstrategi og utilstrækkeligt købmandskab:
- Men man ansatte en tidligere direktør i Netto, som mente, at der var kundeunderlag til at åbne en Biva-butik i hver eneste danske provinsby. Det mente vi ikke. I de 25 år vi byggede kæden op, var vi meget forsigtige med at åbne nye butikker. Vi ejede jo også ejendommene selv, siger Henry Johansen til avisen. Tæppelands stifter, Jørn E. Jensen, er enig:
- For at opnå en lav husleje indgik de meget lange lejemål, som var nærmest umulige at komme ud af. De var ikke deres opgave voksen, når det kom til drift, siger han til Berlingske.
Jørn E. Jensen er i øvrigt med i den investorkreds, som har købt 18 tidligere Tæppeland-butikker ud af konkursboet. De videreføres nu under navnet InHome Tæppeland.