Ombudsmand politianmelder modefirma
Miljø og bæredygtighed.
Udsagn om disse har ikke været i orden for modevirksomhedens Copenhagen Cartels vedkommende - og derfor har Forbrugerombudsmanden nu valgt at politianmelde firmaet.
Disse udsagn har ført til politianmeldelse
- ”Det er ligesom badetøjet, lavet af 78 % plast, der er hevet op af verdenshavene!”
- ”Bæredygtigt badetøj og sweat-tøj ud af genanvendt plastik fra havet”
- ”Vi giver rest- og spildressourcer, som normalt anses som værdiløse, nyt liv og tilbyder en bred pallette af bæredygtige produkter, der sætter mennesker og klima før profit”
- Vores SWIM og ACTIVE kollektioner består primært (af) genanvendt nylon, eksempelvis fra gamle fiskenet reddet op fra havet. Alt sammen post-consumer-waste, som anses som værdiløst skrald”
- ”Made from ocean waste”
- “Made from recycled ocean plastic”
- “Saving the ocean one product at a time”
- “Thank you! Sincerely the ocean”
Kilde: Forbrugerombudsmanden
Det skriver institutionen i en pressemeddelelse.
- Forbrugerombudsmanden politianmelder Copenhagen Cartel for blandt andet at have markedsført sine produkter med udsagn, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse giver forbrugerne indtryk af, at deres produkter er lavet af genanvendte fiskenet og plastik fra havet i større omfang, end de kan dokumentere.
Lovgrundlag
- Det følger af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.
- Videre følger det af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at markedsføring ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger.
- Det følger endvidere af markedsføringslovens § 13, at en virksomhed skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.
Kilde: Forbrugerombudsmanden
- Virksomhedens bade- og sportstøj er lavet af 78 procent Econyl, som består af hhv. 50 procent pre- og post-forbruger affald, men det er kun en lille del, som virksomheden har kunnet dokumentere kommer fra fiskenet og andet plastik, der specifikt er blevet hevet op af havet, skriver Forbrugerombudsmanden.
De omtalte udsagn har været at finde i en annonce på Politikens hjemmeside, hos en Instagram-influencer, på Copenhagen Cartels egen hjemmeside og Instagram-profil - samt i virksomhedens fysiske butikker og som tryk på modefirmaets eget tøj.
- Hvis virksomheder markedsfører sig med udsagn om, hvad deres produkter er lavet af, og hvordan det bidrager til den grønne omstilling, skal oplysningerne være korrekte og afbalancerede, så de ikke giver forbrugerne et indtryk af, at tiltagene er bedre for miljøet, end de reelt er.
- Det er vigtigt - både i forhold til konkurrerende virksomheder og den grønne omstilling - da forbrugerne i modsat fald risikerer at miste tilliden til markedsføring af disse udsagn, udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse har Copenhagen Cartel fjernet nogle af de ovennævnte udsagn - og har "fjernet tidligere markedsføring af udsagnene fra alle deres platforme", skriver institutionen videre.