Selvbetjeningstyverier hærger hos supermarkeder
Politiet modtager mange anmeldelser fra supermarkeder om kunder, der forsøger at sjæle varer, når de skipper den traditionelle kassebetjening og i stedet bruger selvbetjeningskasserne eller andre scan selvløsninger.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Alene hos Midt- og Vestsjællands Politi håndterer man i øjeblikket 131 anmeldelser om den type butikstyveri, oplyser kredsen.
- Måske tror folk, at det er risikofrit at lave butikstyveri på den måde, men det er det ikke, siger politikommissær Lene Sveigaard.
- Folk nøjes typisk med kun at betale for nogle af varerne, men det betyder jo så, at vi har deres betalingsoplysninger. Så vi skal nok finde frem til dem.
- Så selv om pengene måske er små her i december, så lad være med at falde for fristelsen. Det giver ikke kun en bøde - også en plet på straffeattesten, der kan få stor betydning for en fremover, siger hun i pressemeddelelsen.
Selvbetjeningskasser, hvor kunderne selv skanner deres varer ved en fysisk kasse og derefter lægger dem på en vægtfølsom pakkehylde, har i en årrække været at finde i blandt andet Føtex' supermarkeder.
Inden for de sidste par år er en anden form selvbetjening blevet udbredt i supermarkederne. Her kan kunderne scanne deres varer løbende med deres mobil og pakke varerne, mens de handler.
Her bliver det kun tjekket ved stikprøvekontroller, om indholdet i indkøbsposerne stemmer overens med de varer, der er blevet skannet.
Politiets foreløbige efterforskning viser, at tyverierne både bliver begået af enkeltpersoner og par. Nogle gange har butikstyvene børn med i supermarkedet, når de forsøger at smugle varer ud uden at betale for dem.
/ritzau/