23948sdkhjf

Enig branche om tysk dåsepant: 2029 er alt for sent

Opdateret tirsdag morgen.

Det lykkedes miljøminister Magnus Heunicke (S) at få de andre miljøministre i EU med på ideen om, at der ikke længere "kan være nationale særregler i grænseregioner og dermed også, at der skal være tysk pant på, når en drikkevare sælges i Tyskland".

Dermed kan det efter mange års kamp være slut med pantfri dåseøl og sodavand, når danskerne grænsehandler lige syd for grænsen. Men der er forskellige meldinger om, hvor sikkert det er - og formentlig gælder det først fra 2029 - eller endda 2030.

EU's ministerråd skal nemlig først forhandle med Europa-Parlamentet om en endelig aftale.

- Vi har haft et stærkt ønske om at få løst problemet med de pantfri dåser fra de tyske grænsehandelsbutikker, der ender i vores natur. For vi bruger i forvejen for mange af klodens ressourcer, og vi skaber for meget affald. Det slider på vores jordklode, og det skader vores miljø. Derfor skal vi have de tyske dåser ind i et pantsystem, så de kan blive til nye dåser frem for at ende i vores natur. Det er godt, at vi nu ser ud til at få klarere regler for, at der altid skal opkræves tysk pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til, siger Heunicke i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

I omkring 20 år har Danmark og en række brancheorganisationer regelmæssigt forsøgt at få delstaten Slesvig-Holsten til at opkræve den dåsepant, som findes alle andre steder i Tyskland.

Men selv om de er glade for at være nået så langt, er hverken miljøministeren eller en stribe dagligvarekæder og brancheorganisationer tilfredse med at skulle vente mange år endnu.

Det gælder blandt andet købmændenes talerør, DSK: 

- Det eneste vi dog ærgrer os over er, at EU-forordningen formodentlig først gælder fra 1. januar 2030. Så det virkeligt positive er, at der er en horisont på, at der kommer til at ske noget. Det ærgerlige er, at den op imod 1 mia. dåser, som danskerne bringer med sig hvert år, fortsætter i hvert fald i fem år endnu, siger Jannick Nytoft, som er ádm. direktør i DSK.

Henrik Hyltoft, detailhandelsdirektør i Dansk Erhverv, skriver på Linkedin:

- Tidsplanen for den nye emballageforordning er 2029 - så en kraftig opfordring til at hæve ambitionerne og indlede forhandlinger med Tyskland så der kommer tysk pant på de op mod 1 mia. (!) dåser i grænsehandlen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11