Spar-direktør: - Selvstændige købmænd er fremtiden
- Vi tror meget på franchise som en fremtidig model.
Sådan lyder ét af de første svar, som Spar-direktør Esben Keller giver i et interview med RetailNews.
Konteksten er givet med Spar-kædens seneste butiksåbning i Rødovre, som var den sjette Spar-butik i et nyt franchise-koncept, som Spar lancerede i 2022.
Spar-kæden og franchise-konceptet
- Spar-butikkerne er lokale supermarkeder, der drives af engagerede købmænd.
- Der er over 130 butikker fordelt over hele Danmark.
- Størstedelen af Spars købmænd driver en selvstændig forretning i tæt samarbejde med Spar-kæden.
- Som noget nyt kan man som købmand i SPAR også vælge at blive franchisetager.
- For at overtage en franchise-butik skal man lægge et kapital på 250.000 kr.
- Hvis man derimod skal være selvstændig ejer af en butik, skal man selv betale hele beløbet for butikken, hvilket ofte løber op i millionklassen.
- Internationalt er SPAR verdens største sammenslutning af selvstændige købmænd.
- Spar franchise er udviklet sammen med førende franchise konsulenter, der har erfaring fra både Danmark og internationalt.
Kilde: Spar Danmark
Og står det til Spar-direktøren bliver den nye model i fremtiden mere udbredt internt i kæden.
- Vi oplever, at færre har lyst til at være selvstændige købmænd på den gammeldags facon, og derfor er vi kommet op med det her franchise-koncept og en mere moderne købmandskontrakt.
- Vi tror på, at selvstændige købmænd er fremtiden i dagligvarehandlen. Vi har succes med - og har haft det igennem mange år - at Spar-konceptet fungerer bedst med selvstændige købmænd, siger Esben Keller.
Han pointerer, at samtlige Spar-butikker drives af netop selvstændige købmænd - men seks af dem altså på nye vilkår og med færre penge involveret for købmanden.
Under udvikling
I dagligvarebranchen går det oftest vildt og hurtigt for sig.
Omsætningerne er gigantiske, vareflowet abnormt - og prisændringerne mange.
Derfor er det også nødvendigt hele tiden at tilpasse sin forretningsmodel - men også samtidig finde ind til kernen i dét, der fungerer. Og skrælle det fra, der ikke fungerer.
Det er også tankegangen bag Spars nye franchisemodel, som "hele tiden er under udvikling", siger Esben Keller.
- Jeg tror, at vi skal have en otte til ti butikker for at kunne sige, at vi har nok butikker til at kunne færdiggøre vores butikskoncept. Vi kan se på vores franchisebutikker, at de performer rigtig flot.
- Vores model afviger fra andre franchise-modeller på den måde, at når man er franchise-købmand ved os, har man stadig sin selvstændighed på lige fod med de øvrige købmænd i kæden. Vi prøver at lave en model, som gør det mere attraktivt at være selvstændig købmand, siger Esben Keller.
Dagrofa
- Dagrofa har over 525 dagligvarebutikker fordelt over hele Danmark.
- Dagrofa står bag dagligvarebutikkerne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.
- Dagrofa ejer også Dagrofa Logistik og Dagrofa Foodservice, som er leverandør til restauranter, hoteller og kantiner.
- Dagrofa-koncernen har i alt over 14.000 medarbejdere.
Kilde: Dagrofa
Flere butikker
Om ganske kort tid bliver 2023 til 2024, og det bliver et år med flere butikker i Spar-kæden.
Det garanterer Esben Keller allerede på nuværende tidspunkt.
Antallet og placeringerne af dem vil han dog ikke røbe endnu - andet end at der åbner mindst to nye butikker i det nye franchise-koncept.
Konceptet er "som en schweizerkniv", der "kan foldes ud alle steder", påpeger Spar-direktøren.
- Det er attraktivt for os, når vi gerne vil ekspandere med flere butikker, at vi kan lokke flere selvstændige købmænd ind i folden. Samtidig har vi en meget klar strategi om at positionere de eksisterende butikker og vil gerne videreudvikle på dem, siger han.
De nuværende seks Spar-butikker i det nye franchise-koncept ligger i fynske Ullerslev, Broby og Ebberup, Visse syd for Aalborg samt i sjællandske Karrebæksminde og Rødovre.