Klar til detailsalg: Her spytter giganter klassisk julemad ud i tonsvins
De hører begge to til i den absolutte top i den danske fødevarebranche - og de er begge andelsejede.
Det er til gengæld meget sjældent, at de konkurrerer direkte på enkelte produkter.
Men både mejerimastodonten Arla Foods og slagterikoncernen Danish Crown har her i juletiden fuldt tryk på produktionen af færdig risalamande.
Det fortæller de om i hver sit opslag på Linkedin.
Danish Crown rapporterer om en aktuel produktion på 2000 "pølser" med risalamande, svarende til 1,5 ton i timen på fabrikken i Aalborg.
Men det bliver overgået af Arlas produktion, der spytter 5000 portions-kopper ud i timen på mejericenteret i Slagelse. Det svarer til to ton risalamande hver eneste time døgnet rundt i over en måned.
- Jeg kan bekræfte, at produktionen kører i døgndrift på Slagelse Mejeri pt. Vi ramper op fra uge 34 og ender fra Mortensaften og indtil jul med at køre i døgndrift, lyder meldingen fra Carina Østergaard, som er PR & communication manager i Arla Foods.