23948sdkhjf

Lykkepakker fyldt med fødevarer: - Næste år skal vi runde 200.000 pakker

Varerne kommer fra godt 50 forskellige danske fødevareproducenter. 

Og når de bliver pakket i såkaldte lykkepakker fra madspilds-appen Too Good To Go, bliver de revet væk af forbrugerne. 

Efter at have solgt lykkepakker i knap et år har Too Good To Go nu rundet 110.000 solgte pakker, og det er kun begyndelsen, fastslår virksomhedens danske landechef, Heidi Boye.

- Vi regner absolut med at fordoble antallet næste år, så vi kommer op over 200.000 lykkepakker, fortæller hun.

Pakkerne kan indeholde bare en enkelt slags fødevare - eller seks, otte og helt op imod 20 forskellige produkter. Det svinger fra pakke til pakke, påpeger landechefen, som nævner, at prisen pr. pakke typisk ligger på 150-250 kroner, hvilket typisk er cirka halvdelen af den oprindelige pris på indeholdet.

Blandt leverandørerne er Orkla Danmark, Easis, Unilever Danmark, Wally And Whiz, Naturli’ Foods, Kimber Foods, Rynkeby Foods, Lantmännen Schulstad, Crispy Food og Nestlé Danmark.

- Vi har været ekstremt privilegerede med de producenter, der er med. Generelt er der stor tilslutning, når vi rækker ud, siger Heidi Boye.

Længe undervejs

Lykkepakkerne er et supplement til Too Good To Gos langt mere udbredte lykkeposer, som virksomheden har bygget sin succes på gennem de seneste otte år: Salget af overskudsvarer fra eksempelvis bagerbutikker og restauranter.

Det nye koncept med varer direkte fra producenterne var ret længe undervejs, inden det landede i den nuværende form, som indebærer en mellemstation i Aalborg. 

De lidt over 50 leverandører, som Too Good To Go har indgået samarbejde med, sender varerne til Pakkecentral Nord, når de har et passende parti, der er ved at komme tæt på udløbsdatoen. På pakkecentralen ender varerne i lykkepakkerne, som så bliver udbudt til salg hos Too Good To Go.

- Det er en løsning, som vi har brugt nogle år på at få på plads, og vi har kigget på flere andre muligheder, inden vi nåede hertil. For eksempel har vi leget med ideen om, at vi kunne få forbrugerne til selv at hente varerne hos producenterne - men det viste sig, at vi havde svært ved at få tilpas mange til at gøre det, nævner Heidi Boye.

- Folk kører jo for eksempel ikke ud og køber ketchupflasker i store mængder, bare fordi de står på paller hos en producent. Det har vi prøvet, konstaterer landechefen.

Fødevarerne i lykkepakkerne er indtil videre tørvarer, konserves og drikkevarer, men det er ikke utænkeligt, at også varer på frost og køl kan komme med.

- Det er noget, vi ser nærmere på. Men det kræver jo et helt andet logistisk set-up, siger Heidi Boye.

Too Good To Go er p.t. at finde i 17 lande, og lykkepakkerne er indtil videre introduceret i fem af dem.

- Tallet kommer til at vokse hen ad vejen, for vi har fundet en løsning, der virker, fastslår landechefen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: madspild
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.734