Smørprisen styrtdykker: - Mon ikke der er mere på vej
Juletid og smørtilbud.
Det er to ting, som hænger uløseligt sammen, skriver B.T.
Fænomenet med slagtilbud på mejeriproduktet har man i dagligvarehandlen set gentaget adskillige gange de seneste år - og 2023 bliver ingen undtagelse.
Flere steder - blandt andet hos Meny og i Salling Groups kæder - kan man som forbruger i øjeblikket finde smørprodukter til under ti kroner pr. enhed.
Det er markant under det hidtidige prisniveau, som har ligget på mellem 15 og 25 kroner for en smørbar.
- Jeg vil i hvert fald sige, at det her er et rigtig godt startbud fra os i Netto, Bilka og Føtex, og mon ikke der er mere på vej, siger Salling Group-pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen til B.T.
Smørprisen nåede i løbet af sommeren 2022 et rekordhøjt niveau, da råvareprisen steg til 55.000 kroner pr. ton.