23948sdkhjf

1000-kronesedlen bliver ugyldig efter maj 2025

Efter maj 2025 vil en 1000-kroneseddel ikke længere være gyldig. Pengesedler fra før 2009 skal også udskiftes

1000-kronesedlen skal afskaffes.

Fra 21. maj 2025 vil den ikke længere være gyldigt betalingsmiddel, oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.

Det sker "i fælles forståelse" med erhvervsminister Morten Bødskov (S), lyder det.

- Med danskernes ændrede betalingsvaner er der ikke længere brug for 1000-kronesedlen, og i praksis kan den endda være svær at anvende til betalinger, siger nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen i meddelelsen.

- Og så lytter vi naturligvis også til de bekymringer og ønsker, der er fra politiet, den finansielle sektor og detailhandlen i forhold til 1000-kronesedlen, siger han videre.

1000-kronesedlen

  • 1000-kronesedlen begyndte at komme i omløb for første gang i 1975. Sedlen var en del af 1972-seddelserien, som havde portrætmalerier udført af maleren Jens Juel på forsiden og danske dyr på bagsiden.
  • Denne 1000-kroneseddel blev i 1996 valgt som verdens smukkeste pengeseddel af et internationalt dommerpanel.
  • Sedlen var blevet nødvendig på grund af inflationen, der på det tidspunkt var løbet løbsk. I 1974 lød inflationen på 15 procent.
  • Ifølge Nationalbanken skyldtes inflationen dengang en kombination af den lempelige økonomiske politik, som skiftende danske regeringer førte i perioden, og en international oliekrise med stigende oliepriser. De stigende oliepriser fik dengang regeringen til at indføre tvungne bilfrie søndage.
  • Efter Danmarks indirekte nej til euroen i 1992 og 1993 blev 1997-seddelserien indført for at imødegå amatørfalskmøntnere med adgang til scannere og farveprintere.
  • For at gøre hæveautomaternes håndtering af pengesedler lettere fik alle sedler i 1997-serien samme højde på 72 millimeter, men forskellige længder. 1000-kronesedlen var den længste på 165 millimeter. Sedlen udkom i 1998.
  • Den nyeste 1000-kroneseddel blev udsendt i 2011 og har Storebæltsbroen og Solvognen som motiver. Den tilhører 2009-seddelserien.

Kilder: Den Store Danske, Nationalbanken og Ritzau

Nationalbanken vil udvikle en ny seddelserie, der efter planen skal lanceres i 2028 eller 2029.

Derfor skal alle ældre pengesedler udstedt før 2009 også udfases og bliver derfor også ugyldige efter 21. maj 2025.

Det har ikke tidligere været praksis, at ældre sedler bliver ugyldige, i takt med at nye sedler kommer til. I dag er gamle sedler helt tilbage fra 1944 stadig gyldige, skriver Nationalbanken.

- De gamle sedler er vanskelige at håndtere for detailhandlen og for bankerne, fordi sedlerne ikke lever op til nutidens standarder. Derfor har vi besluttet, at det er mest hensigtsmæssigt at tage de gamle sedler ud af cirkulation, siger Christian Kettel Thomsen.

På et pressemøde, hvor initiativerne præsenteres, siger nationalbankdirektøren videre, at motiverne på den nye seddelserie endnu ikke er besluttet.

Fra 1. marts 2024 kan grænsen for, hvor meget det er tilladt at betale i kontanter, også ændre sig, lyder det også på pressemødet.

Den nuværende grænse er på 20.000 kroner og blev indført i 2021. Regeringen vil nu fremsætte et lovforslag om at sætte grænsen ned på 15.000 kroner.

I dag anvendes der kontanter til ti procent af betalinger i fysiske butikker. 90 procent af dem er på under 500 kroner.

Desuden vurderer politiet, at "1000-kronesedlen i højere grad end andre sedler anvendes i forbindelse med økonomisk kriminalitet af forskellig karakter" ifølge Nationalbanken.

1000-kronesedlen begyndte at komme i omløb for første gang i 1975. Sedlen var blevet nødvendig på grund af inflationen, der på det tidspunkt var løbet løbsk. I 1974 lød inflationen på 15 procent.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071