Stor millioninvestering i Midtjylland: Nyrenoveret strøgcenter klar til indvielse

14 millioner kroner.
Så meget er der blevet spyttet i renoveringen af strøgcenteret i Ikast - som også har titel af Danmarks første overdækkede gågade.
Fredag 17. november indvies det nyrenoverede strøgcenter, skriver Ikast-Brande Kommune i en pressemeddelelse - og det sker lige i tid til, at "årets julehandel kan foregår i moderne, grønne og inspirerende rammer".

- Det nye Strøgcenter giver Ikast by en flot og inspirerende handelsgade, hvor man ønsker at opholde sig i længere tid og får en god oplevelse.
- Grundtanken er at skabe et endnu mere attraktivt sted at handle lokalt - og samtidigt at fastholde Strøgcentrets unikke position som Danmarks første overdækkede gågade, udtaler Simon Vanggaard, som er formand for udviklings- og erhvervsudvalget i kommunen.
Det tocifrede millionbeløb har bidraget til en udskiftning af flisebelægningen, etablering af plantebede, ny belysning, akustiklofter og nye toiletfaciliteter.