23948sdkhjf

Smykkegigant opnår ønsket virkning af strategiændring

Selv om fjerde kvartal og julehandlen typisk er den mest indbringende periode på årshjulet for Pandora, så var tredje kvartal heller ikke dårligt.

Det viser kvartalsregnskabet for månederne juli, august og september, som er offentliggjort torsdag morgen.

Her voksede omsætningen med 11 procent sammenlignet med samme periode sidste år og nåede i alt op på 5,6 milliarder kroner.

Driftsresultatet faldt dog en smule fra 978 millioner kroner til 920 millioner.

Adm. direktør Alexander Lacik hæfter sig ved, at Pandoras bruttoavance er højere end nogensinde.

- Vi løfter vores forventninger til hele året og fortsætter med at se spændende muligheder for Pandora, idet vi påbegynder et nyt kapital af vores vækststrategi, siger han i en kommentar til regnskabet.

Pandora regner nu med at løfte omsætningen med 5-6 procent på årsbasis. Tidligere lød prognosen på en vækst i intervallet mellem 2 og 5 procent.

Pandora lancerede i sidste måned en opdateret version af sin forretningsstrategi på bagkant af coronapandemien, der blandt andet lagde en dæmper på butikssalget og kostede omsætning i Kina.

Den indbefatter blandt andet endnu mere ambitiøse mål for omsætningen, som efter planen skal lande et sted mellem 34 og 36 milliarder kroner i 2026.

Sidste år omsatte Pandora for 26,5 milliarder kroner.

Et af de fremtidige væksthåb er laboratorieskabte diamanter. De udmærker sig ved at have en CO2-påvirkning, der er 95 procent lavere end diamanter, der kommer fra en mine.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Læs mere om: smykker
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.646