Svensk byggecenter-invasion udskudt på ubestemt tid
I juni sidste år åbnede den første Byggmax-butik i Vejle. Tre måneder tidligere, i april 2022, annoncerede den svenske byggecenterkoncerns ledelse, at der i alt skulle åbnes 25 Byggmax-butikker i Danmark over en periode på fem år.
- Med butiksåbninger, den stærke online-tilstedeværelse og samarbejdet med de forskellige forretninger, vi har overtaget, tror jeg på, at Byggmax’ satsning får succes i Danmark, sagde Byggmax’ landechef for Danmark Mikael Bengtsson dengang.
- Når byggeomkostningerne stiger, som vi har set det i den seneste tid, så betyder det, at vi tager det mere afslappet med ekspansionsplaner lige nu. Mikael Bengtsson, Byggmax' landechef for Danmark.
Det er halvandet år siden, og i dag ligger der stadig kun én Byggmax-butik på dansk jord. Derudover har koncernen tilbage i 2020 købt Næstved Lavpristræ, som har afdelinger i Køge, Slagelse og Hillerød, men de har bevaret eget brand og tælles ikke med i de 25 fremtidige Byggmax-forretninger.
Skal Byggmax fastholde 25-butiks-målsætningen, har den svenske byggecenterkæde travlt. Syv butikker skal der åbnes om året for at nå målet, inden deadlinen for Byggmax-invasionen udløber i april 2027.
Udskudt invasion
Hvis man i dag spørger landechefen for Danmark, Mikael Bengtsson, hvordan det går med Byggmax udvidelsesplaner, får man en mere afdæmpet udmelding, end den Byggmax gav i foråret 2022.
- Byggmax er hele tiden omkostningseffektiv for at holde den prisledende position, som vi er kendte for, siger Mikael Bengtsson til Wood-Supply.
Fakta om Byggmax
- 209 butikker
- 1434 medarbejdere
- Omsætning på 7,3 mia. SEK i 2022. Målsætning: 10 mia. SEK i 2025
- Sverige, Danmark, Norge og Findland udgør markederne.
- Sverige udgør omtrent 70 pct. af koncernens omsætning
Byggmax' årsrapport 2022
- Når byggeomkostningerne stiger, som vi har set det i den seneste tid, så betyder det, at vi tager det mere afslappet med ekspansionsplaner lige nu. Den overordnede plan gælder, om end den er forskudt, uddyber landechefen.
Det betyder altså, at der bliver ikke åbnet en Byggmax-butik hver anden måned over det næste 3½ år. Invasionsplanen er udskudt, og dens eksekvering afhænger af omkostningsniveauet i byggeriet.
Nøgletal 2022 (mio. kr.) | Omsætning | Driftsresultat |
---|---|---|
Stark Danmark A/S | 10.017 | 680 |
Bygma A/S | 8.301 | 539 |
XL Byg (A.M.B.A.) | 6.398 | 3 |
Byggmax (Koncern) (SEK til DDK = 0,7) | 5.110 | 356 |
Davidsens Tømmerhandel A/S | 4.152 | 152 |
Jem og Fix A/S | 3.882 | 441 |
Bauhaus Danmark A/S | 3.003 | 120 |
Byggmax har just publiceret deres regnskab for 3. kvartal 2023, og her kan man læse, hvordan det går i Sverige, men regnskabstal for de øvrige nordiske lande er slået sammen i en kategori.
- Desværre kommenterer vi ikke på specifikke lande, men jeg kan sige, at butikken, som vi har åbnet i Vejle, går meget godt (”mycket bra”, red.). Vi får hele tiden nye kunder både i butikken og på vores webshop, og udviklingen i Danmark er positiv, siger Mikael Bengtsson.
Byggmax i tilbagegang
Af 3.-kvartalsregnskabet fremgår det, at Byggmax oplever et omsætningsfald i såvel Norden som i hele koncernen i forhold til 3. kvartal 2022.
13,8 procent er koncernens samlede omsætning skrumpet, når man sammenligner 3. kvartal 2023 og 2022. I tredje kvartal 2023 omsatte koncernen for 2 mia. SEK, i 2022 for 2,3 mia. SEK.
Mio. SEK | Q3 2022 | Q2 2022 |
---|---|---|
Omsætning Norden ex Sverige | 572 | 601 |
- | ||
Omsætning koncern | 1.960 | 2.273 |
Omkostninger af solgte varer | 1.292 | 1.491 |
Personaleomkostninger | 204 | 206 |
Driftsresultat før renter og skat (EBIT) | 196 | 274 |
Kvartalsresultat | 138 | 214 |
Et lignende billede gentager sig for de nordiske lande eksklusive Sverige. I seneste kvartal omsatte Byggmax 572 mio. SEK uden for Sveriges grænser mod 664 mio. SEK i samme kvartal forrige år.
Tager man den høje inflation i betragtning, er det rimeligt at antage, at nedgangen i mængdeomsætningen (enheder) er væsentlig større end den nedgang i værdiomsætningen (kr.), som fremgår af regnskabet.