Nemlig.com laver "overraskende" tilbagetrækning: Jysk varehus lukker
Trods overordnet vækst på over 20 procent, har dagligvaretjenesten Nemlig.com set sig nødsaget til at lukke sit nye varehus - et kæmpelager på 32.000 kvadratmeter - i Aarhus, som ellers kun har et år på bagen.
Det skriver Nemlig.com i en pressemeddelelse torsdag, hvor selskabet selv kalder lukningen for "overraskende".
Nemlig.com
- Nemlig.com er et onlinesupermarked, der hver dag leverer dagligvarer og måltidskasser
- Selskabets direktør er Stefan Plenge
- Cirka 80 procent af danske husstande er dækket ind af Nemlig.coms geografiske rækkevidde
- Dagligvaretjenesten udbyder over 9.000 varenumre
- Nemlig.com har desuden samarbejder med Slagter Lund, Lagkaghuset, A.C. Perch’s Thehandel og en række andre specialbutikker
Kilde: Nemlig.com
- Salget i Jylland har desværre ikke udviklet sig lige så hurtigt som forventet, selvom vi med åbningen af vores nye varehus i Aarhus for et år siden blandt andet introducerede markant kortere tid fra bestilling til levering, ligesom vi igennem det sidste år har kørt med en skarp prisprofil med prismatch mod discount.
- Vi er derfor kommet til den konklusion, at det vil tage væsentlig længere tid at opnå en volumen, der kan retfærdiggøre omkostningerne ved at drive vores nye varehus i Aarhus, hvorfor vi over de kommende måneder flytter pakningen af varerne tilbage til vores varehus i Brøndby, udtaler administrerende direktør Stefan Plenge.
Lukningen af Aarhus-varehuset betyder, at Nemlig.com nedbringer sine udgifter markant - men samtidig koster det også størstedelen af medarbejderne på lokationen deres arbejde. Det drejer sig om flere hundrede ansatte.
Nemlig.com oplyser dog, at "hovedparten af de berørte medarbejdere vil blive tilbudt arbejde i det andet varehus" i Brøndby.
- Det har vejet meget tungt i vores beslutningsproces, at vi med vores flytning af pakningen fra varehuset i Aarhus til varehuset i Brøndby desværre er nødsaget til at nedlægge en stor del af stillingerne i varehuset i Aarhus.
- Langt størstedelen af alle berørte medarbejdere vil dog blive tilbudt arbejde i vores andet varehus. Vi vil også arbejde tæt sammen med HK og de omkringlæggende virksomheder med henblik på at hjælpe de af vores medarbejdere, som fortsat ønsker at arbejde i Aarhus, godt videre i nye gode jobs i nærområdet, udtaler Stefan Plenge.
Mens Nemlig.com år for år har lagt lagt på sin toplinje, er det endnu ikke lykkedes for dagligvaretjenesten at tjene penge.
Således har virksomheden ikke på noget tidspunkt i sin hidtidige levetid leveret et overskud på bundlinjen.
- Vores tro på onlinedagligvaremarkedet og Nemlig.com er fuldstændig uændret, og vi er overbeviste om, at hovedparten af danskerne i fremtiden kommer til at handle deres dagligvarer online, har Stefan Plenge tidligere på året udtalt i forbindelse med lukningen af én af konkurrenterne, Coop.dk Mad.