23948sdkhjf

Ramte en guldåre på overset milliardmarked: Nu udvider garnfirma til flere lande

Garnvirksomheden Mayflower indtager snart det tyske marked og derefter fire andre lande

Der er fart på John Heberg Svendsens forretning.

Virksomheden, der er baseret i nordjyske Brønderslev, har de seneste tre år øget overskuddet til det 12-dobbelte - og det er ikke sket fra et lavt niveau.

John Heberg Svendsen har i år underskrevet et regnskab med et overskud på over 19 millioner kroner, skriver Nordjyske

Det har han gjort som medejer og direktør i A/S Vest-Tex, der står bag garnmærket Mayflower.

Fakta om Mayflower

  • Mayflower begyndte at forhandle garn i 1951
  • Stifteren af Mayflower er John Heberg Svendsens far, Per Svendsen, som efter mange år som bilforhandler var kørt træt i bilbranchen
  • Farens eneste forudgående kendskab til branchen var fra sin kone, Inger Svendsen, der i mange år havde strikket og hæklet
  • Mayflower blev tilkøbt i 1995
  • Men med de rigtige samarbejdspartnere landede familien i midten af halvfemserne aftaler med blandt andet Føtex og Bilka - store virksomheder, som dannede et fundament for forretningen
  • Den nuværende medejer af virksomheden - John Heberg Svendsen - blev direktør for virksomheden tilbage i 2005
  • Dengang var egenkapitalen på lidt over to millioner kroner, mens den i dag har rundet over 50 millioner kroner
  • Virksomheden har de seneste tre år tjent over 65 millioner kroner og beskæftiger 35 ansatte

Kilder: Mayflower.dk og John Heberg Svendsen

Overskuddet er et resultat af det garnsalg, som virksomheden sikrede sig gennem sine 131 forhandlere i Danmark, Sverige og Tyskland.

Nu har garnproducenten potentielt sikret sig et nyt og stort forretningsben.

I november lancerede Mayflower sin egen webshop, der henvender sig direkte til de strikkende og hæklende kunder - slutbrugerne af garnet.

Tiltaget er med direktørens egne ord blevet taget rigtigt godt imod.

Udover et øget salg skal webshoppen gøre Mayflower endnu skarpere på at levere de helt rigtige produkter, fortæller John Heberg Svendsen.

- Vi vil endnu tættere på vores kunder for at ramme lige nøjagtig det, som de gerne vil have, siger han.

Den danske webshop er første spadestik på en rejse, der skal tage Brønderslev-virksomheden langt ud over landets grænser.

- Vi åbner en tysk webshop til januar, og så kommer landene ellers som perler på en snor, siger John Heberg Svendsen.

De kommende lande tæller Sverige, Holland, Frankrig og Polen.

Satsningen har vendt op og ned på meget hos den over 70 år gamle virksomhed.

Men det gør ikke noget, når han på denne måde kan være med til at hæve salget markant.

Og den økonomiske gulerod i branchen er stor.

Flere guldrandede forretninger

Det er formentlig de færreste, der forbinder garn og tekstilstoffer med en guldrandet idé.

Alligevel har flere danske virksomheder på det seneste sat en tyk streg under, at potentialet og økonomien i garnindustrien er netop det - en særdeles god forretning.

Sidste år blev den danske virksomhed Hobbii, der gør sig i egenudviklede garnprodukter, solgt i en handel, som værdisatte virksomheden til knap en milliard kroner.

Året forinden solgte nordjyske John Heberg Svendsen halvdelen af A/S Vest-Tex til Vækst-Invest. En handel, der værdisatte Brønderslev-firmaet til 160 millioner kroner.

Den endelige værdisætning kan dog vise sig at være endnu højere, da handlen indebar et earn-out element.

Fakta om earn-out

  • Earn-out kan bruges som betaling af en del af købesummen i forbindelse med et salg af en virksomhed
  • Earn-out beregnes som en procent af virksomhedens kommende omsætning, overskud eller et andet nøgletal - typisk i en periode på 3-5 år
  • Earn-out bruges typisk hvor køber og sælger af en virksomhed er uenige om vækstpotentialet i en virksomhed, og hvor køber af en virksomhed gerne vil beholde sælger som ansat i virksomheden i en overgangsperiode
  • Earn-out betalingen motiverer sælger af en virksomhed til at gøre en aktiv indsats for virksomhedens vækst og udvikling i en given periode efter virksomhedsoverdragelsen

Kilde: Selskabsadvokaterne.dk

Salgspriserne og dermed værdisætningerne af de danske garnproducenter er ikke overraskende.

Tekstil og garn udgør en stor del af alle menneskers hverdag. Ifølge en markedsundersøgelse foretaget af Verified Market Research udgjorde markedet for tekstilgarn knap 85 milliarder kroner på verdensplan i 2019.

For få år siden tog den nordjyske forretning Mayflower et økonomisk kvantespring.

De seneste tre år har virksomheden tjent 65 millioner kroner. I den foregående treårige periode tjente garnproducenten "kun" fem millioner kroner.

- I 2020 var der en masse, som kom i gang med at strikke og hækle, og den tendens har varet ved. Det og at vi selv gør en stor indsats for at opretholde salget har holdt indtjeningen ved lige, siger John Heberg Svendsen.

Altid et skridt foran

Indenfor det sidste halve år har Mayflower lanceret 10 nye garnkvaliteter.

- Det er mange nye garner på så kort tid, konstaterer John Heberg Svendsen.

Men det er nødvendigt, understreger han.

Interessen fra de passionerede slutkunder er stor og konkurrencen hård.

Derfor har virksomheden oprustet med syv nye ansatte, der taler diverse europæiske sprog. De skal servicere og overbevise europæiske kunder om at handle hos Mayflower.

Oprustningen har dog skabt et kærkomment problem.

- Vi går i gang med at bygge 500 kvadratmeter kontor til - allerede i år, hvis vi kan nå det. Vi er simpelthen løbet tør for plads, siger John Heberg Svendsen.

Udvidelsen sker på Mayflowers nuværende adresse på Erhvervsparken 22 i Brønderslev.

Direktøren forventer, at dette års indtjening bliver på samme niveau som sidste år.

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.698