Her udvider dagligvaregigant med markant byggeri
I Ebeltoft ligger Campus Bøgehøj, der er ejet af Salling Group, og hvert år huser op mod 20.000 gæster i form af detailkoncernens elever, ledere og medarbejdere - og det er stedet, hvor samtlige af Salling Groups elever kommer for at blive uddannet.
Bygningerne står over for en stor ombygning og udvidelse. Hele den nuværende værelsesfløj to bliver revet ned, og en helt ny bliver opført i træ.
- Vi vil gerne være på forkant - også i forhold til vores fremtidige byggerier. Det er en stor forandring at opføre i træ med minimumsforbrug af stål og beton. I fremtiden er vi nødt til at tænke anderledes både i materialevalg og metoder, når der opføres byggerier, forklarer Henrik Haudrum Olesen, bygge- og etableringschef i Salling Group, i en pressemeddelelse.
Med tilbygningen etableres også ladestandere og solceller samt lokal afledning af regnvand og grønne sedumtage.
Genbruger gamle sten
Når nedrivningen af den gamle værelsesfløj går i gang, bliver belægningen fra den midterste del af fløjen gemt og genbrugt. De gamle sten skal bruges til at etablere en terrasse foran bistroen i hovedbygningen.
Foruden ombygningen og opførelsen af den nye værelsesfløj bliver der også bygget et stort konferencelokale med plads til 180 mennesker samt en rooftop med restaurant og tagterrasse, hvor der er plads til 180 spisende gæster.
Der er i dag 16 værelser i den gamle fløj, som bliver til 82, når ombygningen er færdig. Det forventes at stå klar i efteråret 2024.