23948sdkhjf

Lego holder stand i udfordret legetøjsmarked

Efter flere år med tocifrede vækstrater viser Legos regnskab for første halvår en fremgang på bare én procent

Når man har været vant til tocifrede vækstrater i en årrække, syner en omsætningsfremgang på én procent ikke umiddelbart af meget.

Alligevel er Legos adm. direktør, Niels B. Christiansen tilfreds med, at han onsdag kunne fremlægge et regnskab for første halvår, der viser en omsætning på 27,4 milliarder kroner.

- Det er sket på ryggen af en enorm vækst de senere år. I første kvartal havde vi en omsætning, der var 89 procent højere end for fem år siden. Og så skal regnskabstal jo ses i sammenhæng med den branche og de konjunkturer, man befinder sig i, og vi fortsætter med at outperforme markedet med 10 procent, siger Niels B. Christiansen.

Han ser i øjeblikket et faldende marked for legetøj, hvor forbrugerne er presset økonomisk af inflation og højere renter. Det ser dog ud til at prelle lidt mere af på Lego end nogle af andre producenter.

- Det er vores erfaring, at når det gælder fødselsdage og julegaver, så vælger man ikke legetøjet fra. Og så er det i virkeligheden også meget op til os at drive markedet og komme med nyt, spændende legetøj.

- Vi har heldigvis mange folk tilbage i butikkerne, og butikssalget fylder derfor også mere i omsætningen. Det er godt, for så mærker folk produkterne, siger direktøren.

Koncernen leverer et resultat efter skat på 5,1 milliarder kroner, hvilket er noget lavere end de 6,2 milliarder for samme periode sidste år.

Det skyldes hovedsageligt højere omkostninger - både i form af dyrere råvarer og energi, men også i form af investeringer.

- Vi bygger to nye fabrikker til én milliard dollar hver, og vi udvider på fire af vores fem andre fabrikker. Samtidig investerer vi en masse i bæredygtighed, og så har vi nu 1800 ansatte, der arbejder med digitale projekter, siger Niels B. Christiansen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: legetøj
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.655