23948sdkhjf

Værktøj til flere tusinde kroner forsvinder: - Det er rystende, hvor iskolde folk er

Salgschefen fra et nordjysk byggemarked kalder det grænseoverskridende og utrygt at være i

Overvågningsmaterialet viser en mand studere en laser til en værdi af 4.000 kroner. Seks meter fra manden står en medarbejder og ekspederer en kunde.

Uden at betale smutter manden forbi skranken og går afsted med laseren.

- Det er rystende at se, hvor iskolde folk er, siger salgschef i XL Byg i Hals i Nordjylland, Ole Sørensen, til Nordjyske. Han overværede seancen på en computer.

Videomaterialet blev herefter sendt til Nordjyllands Politi. De kvitterede ifølge Ole Sørensen med en kommentar, som gik på, at episoden i Hals blot var én ud af fire optagelser, politimedarbejderen havde modtaget inden formiddag.

XL Byg i Hals er i øjeblikket plaget af tyverier. Det samme er butikker landet over. På halvandet år er antallet af anmeldte butikstyverier steget med 64 procent.

Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.

Ikke siden årtusindeskiftet har antallet af butikstyverier været højere i en kvartalsmåling. 6143 anmeldelser på landsplan modtog politiet.

- Vi har opdaget så mange ting forsvinde hen over sommeren. Jeg er faktisk en lille smule rystet. Det er stigende. I allerhøjeste grad, fortæller Ole Sørensen, som har været ansat hos XL Byg i ni år.

Nordjyllands Politi oplyser, at antallet af butikstyverier også er stigende i Nordjylland. Stigningen for politikredsen er i år på 67 procent sammenlignet med gennemsnittet de seneste tre år.

Grænseoverskridende og utrygt

Butikstyverierne sker især hos dagligvareforretninger. At tyveriet skyldes de stigende priser hos dagligvareforretningerne er en åbenlys sammenkobling, men det betyder tilsyneladende ikke, at byggemarkederne går fri fra tendensen.

- Folk er jo generelt presset på økonomien. Det giver mening, lyder en forsigtig analyse fra Ole Sørensen.

Det medgiver vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, Sune Myrup. Han oplyser desuden, at et tidligere mørketal formentlig kommer til udtryk i målingerne.

En ny anmeldelsesproces blev indført i 2022, som gør det nemmere for virksomheder at anmelde tyveri.

Modsat dagligvareforretninger kan tyve hos byggemarkederne slippe afsted med ubetalte varer, som koster noget mere end smør eller en liter mælk. Værktøj til flere tusinde kroner forsvinder jævnligt fra hylderne.

- I sidste uge opdagede vi tre tomme æsker, hvor der skulle have været Makita-multicuttere i, fortæller Ole Sørensen.

Sådan en maskine koster 1.650 kroner pr. stk.

Derfor er XL Byg i Hals begyndt at overveje, om bestemte varer skal låses inde. Måske vil de også investere i mere overvågningsudstyr. Og medarbejderne kan blive placeret strategisk i butikken, så de kan opdage rapseriet.

Meget har været oppe at vende.

Det vil snarligt blive drøftet på et personalemøde. Her er det også vigtigt at lave en køreplan over, hvordan medarbejderne skal reagere, hvis de opdager et tyveri, fortæller Ole Sørensen.

- Det er jo grænseoverskridende at tage fat i en person. Det er absolut utrygt for medarbejderne at være i.

Omsætningen påvirkes

De har hos Nordjyllands Politi rejst 850 sigtelser ud af de 971 anmeldelser i år.

Derfor skal butikkerne fortsætte deres gode arbejde med at anmelde tyverierne, lyder opfordringen. 

Hos byggemarkedet i Hals ved de endnu ikke, hvor meget tyveriet kommer til at påvirke byggemarkedets samlede økonomi. Det bliver først analyseret til november.

- Vi opererer jo med en svindprocent på omsætningen. Og den tror jeg simpelthen ikke, vi kommer til at holde i år, siger Ole Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079