I al stilhed har brødrepar skabt en millionsucces på sportstøj
De har for nyligt offentliggjort et historisk godt regnskab. Men det er fuldkommen irrelevant.
I hvert fald hvis du spørger stifterne Mads og Per Brun Nissen fra den nordjyske sportstøjsproducent Fusion, skriver Nordjyske.
Faktisk nærmest glider de af på spørgsmålene om regnskabet.
På nær ét.
- Vi arbejder hver eneste dag på at få vækst. Men det er ud fra et mantra om, at vores nuværende måde at gøre tingene på - altså vores "maskine" - fungerer endnu bedre, siger Mads Brun Nissen, medstifter af Fusion.
Det udsagn kræver en smule baggrundsforståelse.
I 1990'erne havde brødrene en fælles butik på Dannebrogsgade i Aalborg, hvor de blandt andet solgte sportstøj fra alverdens mærker.
Men flere ting nagede dem.
Blot to gange om året kunne de få lov at bestille varer af producenterne.
Det resulterede som oftest i, at butikken i slutningen af sæsonen brændte inde med en stor mængde af varer. Produkter, som måtte kasseres eller sættes ned i pris.
Og brødrene ville hellere have et højt fokus på funktionalitet fremfor smarte farver og designs.
Derfor ansatte de deres egen syerske. Dermed trak de produktionen tæt på og kunne nu selv styre kvaliteten og mængden samt finjustere de tekniske detaljer.
Fundamentet for sportsbrandet Fusion var skabt.
Det har både privatforbrugere og elitesportsudøvere kvitteret for.
De seneste år har forretningen accelereret i et tempo, der er de færreste forundt.
Faktisk kunne de vækste endnu hurtigere. Men det ønsker indehaverne ikke. De går kompromisløst til værks.
Fakta om Fusion
- Fusion er stiftet af brødrene Mads og Per Brun Nissen i 1999
- Virksomhedens formål er at udvikle high performance sportstøj med hovedvægten lagt på funktionalitet før fashion
- I stedet for at levere nye kollektioner har Fusion langsigtede og tidløse kollektioner, som løbende forfines på de samme produkters kunnen og kvalitet i stedet for at erstatte dem med nye sæsonvarer
- På den måde undgår kunderne at skulle skifte produkterne ud efter tidens trend, og Fusion kan videreudvikle og forbedre produkternes kunnen og kvalitet, sådan at produkterne kan bruges længst tid muligt
- Fusion udvikler sine produkter i tæt samarbejde med flere af de største talenter og elitesportsudøvere indenfor triatlon, cykelsport og løb
- Fusion ejer sin egen systue i Litauen og har sit farveri i Herning
- Fusion havde sidste år en bruttofortjeneste - salget fratrukket de direkte omkostninger - på omtrent 36 millioner kroner
- Det førte til et overskud på over 15 millioner kroner
Kilder: Fusion.dk, Mads Brun Nissen, Per Brun Nissen
"Maskinen" skal forbedres
Dermed er vi tilbage ved snakken om at forbedre stifternes "maskine".
De seneste tre år har Fusion haft nogenlunde den samme mængde af varer på lager. Det betyder dog ikke, at der ikke bliver sendt varer ud.
Tværtimod.
Salget er i løbet af de seneste fire år mere end fordoblet, hvilket sidste år efterlod virksomheden med et overskud på knap 16 millioner kroner.
Fusions produkter forbedres hver dag, og de seneste år er indtjeningen mangedoblet. Det skyldes i sin enkelthed, at brødrene har gjort det til et pejlemærke at undgå spild.
Et godt tegn på det er, at alle producerede varer bliver solgt.
Og reklamationsretten er på 0,3 procent.
Når Fusion modtager en "defekt" returvare, gør det ondt på stifterne og de ansatte som fagmænd. Men det er samtidig en fordel.
- Returvarerne giver os en mulighed for at gøre vores arbejde endnu bedre. Vi har nu startet over 1000 produktioner op af vores tights, og for hver gang bliver vi og produkterne endnu bedre, siger Per Brun Nissen.
- Kunden bemærker ikke nødvendigvis, at vi har ændret noget, men det gør en markant forskel, hvad enten det er i holdbarheden eller produktets performance, siger Mads Brun Nissen.
Også i år fortsætter salget af Fusion produkter med at stige, og det er der flere nørdede og væsentlige årsager til.
Nørderi på alle niveauer
Stifterne viser passioneret rundt på Fusions domicil, der indeholder alt fra økonomi og den internationale salgsafdeling til systue og lager.
Virksomheden ejer selv en producerende systue i Litauen og et farveri i Herning. Men test og udvikling af nye produkter finder sted i Svenstrup.
Alt produktion, udvikling og logistik er med andre ord trukket tæt på.
Det har Fusion valgt, fordi de ikke vil skubbe varer ud i markedet, forklarer Mads Brun Nissen. De lader i stedet kunderne trække og producerer derefter.
Det er årsagen til, at de over flere år har kunnet bevare samme lagerstørrelse og undgå spild.
- Men det kan kun lade sig gøre, hvis du har en nærproduktion i små seriestørrelser, som du kan overskue indenfor de næste par uger, siger Mads Brun Nissen.
- Når afstanden overstiger mange tusind kilometer mellem afdelingerne, begynder det at blive for besværligt, tidskrævende og dyrt. Den egentlige efterspørgsel vil aldrig kunne hænge sammen med din planlægning og produktion på den afstand.
Fakta om flow-produktion
- Flow er, når ordrer og opgaver flyder igennem et ”system”, hvor der er få stop, ingen returløb, ingen fejl
- Altså når ordren/opgaven er den rette leverance i forhold til kundens behov
- De overordnede effekter/resultater ved optimalt flow tilgodeser både kunderne, organisationen, medarbejderne og klimaet
- En veludført flow-produktion medfører lavere enhedsomkostninger, lavere klimaaftryk per produceret enhed, bedre medarbejdertrivsel og bedre kundeservice
- En flow-produktion medfører en kortere gennemløbstid, hvilket skaber et lavere behov for at forudsige, hvor mange produkter man skal bruge for en vis periode
- Og kortere gennemløbstid giver mulighed for træk frem for tryk – altså produktion efter kundebehov frem for lageropbygning
Kilde: Videnpunkt.dk
Mads Brun Nissen finder to stykker stof frem. Det ene stof er farvet sort, det andet er i ufarvet hvidt.
De to stykker stof er på nær farven identiske. Alligevel er stoffernes elasticitet, modstandsevne og overflade vidt forskellig.
- Det er de helt små detaljer, der gør en afgørende forskel for vores produkters holdbarhed og ydeevne for sportsudøveren, siger Mads Brun Nissen.
Derfor bliver der nørdet i farver, tekstil, søm og alt derimellem.
Sportsbrandet er de første, der har udviklet en cykeltrøje uden lynlås.
En lille detalje, der gør en afgørende forskel for forbrugeren og elitesportsudøvere.
- Det sparer cykelrytteren 10 watt (et udtryk for hvor meget energi man yder) at fjerne lynlåsen. Det har for en af vores partnerryttere betydet forskellen på en syvendeplads og en førsteplads på podiet, siger Per Brun Nissen.
Stor millioninvestering på vej
Mens konkurrenterne er tvunget til at forberede sig på de nye regler, er Fusion-stifterne på vej med en - for deres vedkommende - hidtil uset stor millioninvestering.
Virksomheden har underskrevet papirerne på at få opført sin egen vindtunnel. Et værktøj, som bruges til at studere luft som strømmer forbi faste legemer.
Investeringen skal bidrage til, at Fusion produkternes aerodynamik - altså hvordan luftmodstand påvirker sportsudøveren - bliver endnu bedre.
- Vi tror på, at vi med vores egen vindtunnel kan få langt bedre data og produkter. Derfor er det hver en krone værd for os, siger Per Brun Nissen.
- Der er så meget mere i Fusion end sportstøjet. Det er holdninger og viljen til at gøre det bedre.
Til februar forventer stifterne, at vindtunnellen er færdigopført og klar til brug.
Der er med andre ord ikke grænser for, hvor langt stifterne er villige til at gå økonomisk for at nå deres ideologiske mål.
Fusion, der har hovedsæde på Lansen 8 i Svenstrup, beskæftiger knap 30 ansatte. De bidrog sidste år til en bruttofortjeneste - salget fratrukket de direkte omkostninger - på 35 millioner kroner.