23948sdkhjf

Konkurrent på rov i kollapset auktionshus

En køber er fundet til hovedparten af det kollapsede auktionshus Lauritz.com, der ifølge en avis skylder over 100 millioner. Forbrugerråd vil have bedre vilkår

Et nyt kapitel er skrevet i sagen om det konkursramte auktionshus Lauritz.com, der i flere år har haft økonomiske vanskeligheder.

Tirsdag blev hovedparten af selskabet solgt til ejerne af Auktionshuset Hørsholm - også kaldet Auktionshuset.com - efter at kurator siden konkursen i juli har arbejdet på et salg.

I en pressemeddelelse fremhæves det, at køberne har set en værdi i de mange "dygtige medarbejdere". Flere end 50 følger med i aftalen.

- Vi er glade for, at vi med overdragelsen til Auktionshuset.com lykkedes med at sikre en del af arbejdspladserne, lyder det fra kuratorerne.

Op til sin konkurs var Lauritz.com under rekonstruktion, fordi auktionshuset ikke havde været i stand til at betale sine udeståender.

Ifølge en redegørelse, som Børsen er i besiddelse af, er der indtil videre stillet krav om i alt 104 millioner kroner fra kunder og samarbejdspartnere.

Kuratorerne forventer ifølge erhvervsmediet en længere sagsbehandlingstid af hensyn til antallet af kreditorer.

Det er for tidligt at sige, om sælgerne kommer til at modtage deres penge.

Men ifølge Martin Bruun-Houmølle, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk, ser det sort ud for de kunder, der har penge i klemme.

- I konkursloven er der en rangorden, som opstiller, i hvilken rækkefølge kreditorer får penge tilbage, forklarer han.

- Som loven er udformet nu, finder man desværre forbrugerne langt nede.

Derfor ser Forbrugerrådet Tænk gerne, at forbrugerne rykkes længere op for at sikre dem bedre vilkår i lignende sager i fremtiden.

Auktionshuset Hørsholm vil nu bistå med udlevering af de varer, som mange købere har kigget langt efter.

- Vi ønsker at bistå de mange sælgere, som har indleveret varer, med et salg gennem Auktionshuset.com eller alternativt en tilbagelevering af varen.

- Vi håber naturligvis, at mange vil vælge det første, siger talsmanden på vegne af de nye ejere.

Det er ikke oplyst, hvad Auktionshuset Hørsholm har betalt for hovedparten af Lauritz.com.

Men ifølge Berlingske har det været mellem fem og ti millioner kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078