Dagrofa henter rekordomsætning - trods kaotisk marked for levering af dagligvarer
En rekordhøj omsætning - via et spritnyt digitalt redskab i Dagrofa-regi.
Klik og Køb - i Dagrofa-kredse kaldet Long John - er et nyt værktøj, som Min Købmand- og Spar-butikker landet over har taget til sig gennem de senere år.
Fakta om Long John/Klik og Køb
- Long John er en reference til datidens lange cykel med lad, som købmandens bud tidligere brugte til at levere varer med
- Long John gør det muligt at levere varer til alle, der ikke har mulighed for selv at hente dem
- Klik og Køb fungerer som en online dagligvarehandel, hvor man kan bestille varer hjem som privatperson, offentlig institution eller virksomhed
- Samtidig er platformen udarbejdet så det er muligt at lave kommunale aftaler med visiterede borgere og institutioner
Kilde: Dagrofa
Ordningen har i alt 70 Dagrofa-butikker nu taget til sig, og det betyder samtidig også, at den samlede omsætning for Klik og Køb har ramt et rekordhøjt niveau.
- Vi ser et stigende behov hos både forbrugere og kommuner for levering, og det kan vores lokale købmænd løse. Vi ser en klar vækst i antallet af købmænd, som indgår disse samarbejder og omsætningen stiger måned for måned, siger Clarissa Leon, der er digital direktør i Dagrofa.
Fakta om Dagrofa
- Dagrofa har over 500 dagligvarebutikker fordelt over hele Danmark
- Dagrofa står bag dagligvarebutikkerne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb
- Dagrofa ejer også Dagrofa Logistik og Dagrofa Foodservice, som er leverandør til restauranter, hoteller og kantiner
- Dagrofa-koncernen har i alt over 14.000 medarbejdere
Kilde: Dagrofa
Markedet for levering af dagligvarer har ellers været noget omtumlet i den seneste tid, hvor både Salling Group - med Føtex Hjemmelevering - og Coop - med Coop.dk Mad - har lukket ned for sine aktiviteter.
Men hos Dagrofa ser man en tydelig vækst i efterspørgslen på levering af dagligvarer.
- Fra et lavt udgangspunkt er omsætningen nu kraftigt stigende, hvilket skyldes blandt andet nye kommunale aftaler, men også andre gode initiativer hos den enkelte købmand, skriver dagligvarekæden.