23948sdkhjf

Isbutik skal betale femcifret bøde

I over to år har en isbutik på Amager nægtet at tage imod kontanter fra deres kunder. 

Men det må man ikke ifølge betalingsloven. 

Det fremgår af en kendelse på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Fakta om lovgrundlaget for kendelsen

  • Ifølge betalingslovens § 81, stk. 1, har betalingsmodtagere pligt til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis de modtager betaling med betalingsinstrumenter såsom betalingskort eller mobilbetaling
  • Pligten til at modtage kontakter gælder ikke ved fjernsalg, for eksempel via internettet. Kontantreglen gælder heller ikke ved betalinger i ubemandede selvbetjeningsmiljøer, som for eksempel ubemandede benzinstationer, jf. betalingslovens § 81, stk. 2
  • Betalingsmodtagere, der er beliggende i et af de områder, som erhvervsministeren har udpeget som særligt røveriudsatte områder, kan begrænse deres modtagelse af kontanter til tidsrummet mellem kl. 06.00 og 20.00. I så fald skal betalingsmodtageren opsætte skilte herom
  • Det fremgår af betalingslovens § 81, stk. 3
  • Overtrædelse af kontantreglen kan straffes med bøde, jf. betalingslovens § 152, stk. 2

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Her skriver Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse, at man flere gange - på opfordring fra klager mod isbutikken - havde rettet henvendelse til isbutikken for at få dem til at rette op på lovovertrædelsen. 

- Butikker har som udgangspunkt pligt til at tage imod kontanter, medmindre der er tale om selvbetjening eller handel på nettet. Der er kunder, som ønsker eller har brug for at kunne betale med kontanter, og det har de ret til, siger hun. 

Butiksindehaveren har i kendelsen oplyst, at vedkommende afviste kontantbetaling fra kunder af hygiejniske årsager - og desuden ville man mindske risikoen for røveri. 

Men ingen af disse årsager er altså grundlag for at nægte kontantbetaling, har Forbrugerombudsmanden slået fast. 

Indehaveren af isbutikken har erkendt lovovertrædelsen og betalt bøden på 25.000 kroner.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092