23948sdkhjf

Dankortet sikret i ny aftale

Dansk Erhverv og Nets er efter længere tids forhandlinger blevet enige om vilkårene for en ny dankortaftale, der skal sikre, at danskerne også i fremtiden kan betale med dankort.
- Dankortet er danskernes foretrukne betalingsmiddel og den billigste betalingsløsning for både forretninger og forbrugere. Derfor har vi arbejdet for at sikre dankortet fremadrettet, og for at kortet udvikles, så det svarer til forbrugernes og forretningernes fremtidige ønsker og behov, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft.

Med den nye aftale griber detailhandlen ind over for det stigende antal internationale betalingskort udstedt på det danske marked.

Udviklingen har truet dankortet, der på sigt ville blive udfaset til fordel for de dyrere betalingskort. Aftalen forpligter de danske pengeinstitutter til fortsat at udstede dankortet og sikrer, at kortet på længere sigt vil blive udviklet og forbedret.

- Vi er tilfredse med, at det er lykkes at blive enige om vilkårene for at videreudvikle dankortet. Fortsætter udviklingen som hidtil, ville dankortet blive svækket og på sigt helt ophøre med at eksistere. Den udvikling har man set i andre europæiske lande som Finland, Holland, Østrig og Irland. Det vil være beklageligt for både forbrugerne og detailhandlen, da dankortet er langt den billigste og mest effektive betalingsform. Den nye aftale pålægger detailhandlen øgede omkostninger, men en samlet detailhandel vurderet, at aftalen alligevel er den bedste og billigste løsning, siger Henrik Hyltoft.

Den nye aftale om dankortdriften lægger op til en ændring af den nuværende 50/50 fordeling af omkostninger mellem detailhandlen og pengeinstitutterne. Detailhandlen vil over de næste 5 år øge deres samlede bidrag til dankortdriften, således at omkostningerne til dankortet efter 5 år betales af detailhandlens samlede abonnement.

- Med aftalen sikrer vi både, at dankortet fortsat udstedes til danskerne, og at kortet i fremtiden udvikles, så det følger den teknologiske udvikling på markedet. Det er dog helt op til detailhandlen og pengeinstitutterne i fællesskab at vurdere behovet for udviklingen af kortet. Derfor sikrer den nye aftale også detailhandlen en afgørende stemme, når der skal tages stilling til udvikling af dankortet i fremtiden”, siger Henrik Hyltoft.

Også hos Nets er der glæde over, at det er lykkes at blive enige om vilkårene for videreudvikling af dankortet.

- Det er glædeligt for danskerne, at der nu er enighed om at sikre Danmarks billigste betalingsmiddel. Det gør det muligt at udvikle dankortet, så det følger med introduktionen af nye betalingsformer”, siger Barbara Taudorf Andersen, Group Executive Vice President i Nets.

Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125