23948sdkhjf

Designhus skifter ud på direktørposten: Den nuværende har sagt op

"Mette Maix har sagt op for at få rum til at fordybe sig yderligere i nogle af de aktuelle, globale dagsordener, der udfordrer samfund, virksomheder og enkeltpersoner verden over". 

Sådan skriver Rosendahl Design Group i en pressemeddelelse tirsdag formiddag - og fortæller dermed, at den nu tidligere administrerende direktør i virksomheden har forladt sin post. 

Hun har været ansat i rollen siden marts 2020 - og overlader nu i stedet direktørposten til Henrik Rosendahl, der dermed fratræder sin funktion som bestyrelsesformand i firmaet. 

- Mette og jeg har arbejdet nært og tillidsfuldt sammen siden 2019, og jeg vil gerne takke Mette for hendes overordentligt værdifulde bidrag i forhold til at transformere og revitalisere Rosendahl Design Group igennem fire meget turbulente år, siger Henrik Rosendahl i en pressemeddelelse. 

Han peger på, at Rosendahl Design Group blandt andet har styrket sig på en international ekspansion til USA og en øget digital tilstedeværelse.

- Vi er kommet i mål med mange af vores visioner, og jeg er oprigtigt stolt over de resultater, vi har skabt i fællesskab. Jeg er taknemmelig for den tillid, Henrik og den øvrige bestyrelse, chefgruppen og medarbejderne har vist mig og for de muligheder, jeg har haft for sammen med organisationen at bidrage til udviklingen af Rosendahl Design Group, siger Mette Maix. 

Ændringerne i virksomhedsstrukturen hos Rosendahl Design Group træder i kraft i løbet af juni. Det er endnu ikke offentliggjort, hvordan bestyrelsen fremadrettet ser ud efter Henrik Rosendahls udtrædelse fra formandsposten. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: design
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.91