23948sdkhjf

Fætre er gået fuldtid: Hyggeprojekt er blevet til en millionforretning

For tre år siden startede to fætre Handskeshoppen.dk som et hyggeprojekt. I dag har virksomheden skiftet navn - og begge ejere er gået fuldtid

For et par år siden var lageret hjemme i soveværelset, og ejerne klappede i hænderne, når der en gang imellem tikkede en ordre på 200 kroner ind.

Men siden de to fætre og forretningspartnere Martin Mattesen og Mathias Mattesen for lidt over er år siden kiggede hinanden i øjnene og for alvor tog arbejdshandskerne på, er der sket meget. 

Virksomheden er blevet omdøbt fra Handskeshoppen til Memsa ApS, den er flyttet i større lokaler, og så kastede 2022 en omsætning i millionklassen af sig. Det skriver Nordjyske.

En klog beslutning

- Vi startede det op som sådan et hyggeprojekt. Vi brugte vores fritid på “ingenting”. Så vi blev enige om, at vi skulle lave noget andet i stedet for, fortæller Martin Mattesen.

Så med et ønske om at sælge handsker til havefolket til fornuftige priser kom Handskeshoppen.dk til verden i 2020.

Men de to ejere fik øjnene op for et andet marked og skiftede fokus, så de i dag leverer forbrugsprodukter til en række erhvervskunder i bl.a. mekaniker- og turismebranchen.

- Vi fik nogle erhvervskunder ind og så et marked inden for B2B-handel. Så vi omlagde til udelukkende at sælge B2B i starten af 2022, siger Mathias Mattesen.

Det betød, at de to begyndte at bruge mere og mere tid på virksomheden. Derfor måtte de tage et valg.

- Jeg kiggede på Mathias og sagde: "Enten så stopper vi det her, eller også giver vi den én over nakken", fortæller Martin Mattesen.

Så de gav det en chance, og indtil videre ser det ud til at have været en klog beslutning.

Flyttet hjemmefra

Det nye navn til virksomheden, Memsa, afspejler, at de sælger mere end bare handsker, samtidig med at det skiller sig ud fra andre forhandlere af samme produkttyper.

Med en vision om at blive en af de største leverandører af forbrugsvarer til virksomheder i Danmark, er der brug for det.

Det er imidlertid vigtigt for Martin og Mathias Mattesen, at de ikke giver afkald på det gode forhold, de har til kunderne nu.

- En af vores største kunder synes, at vi er fede at handle med, fordi de kan præge os. De kan kontakte os og sige: "Vi kunne godt tænke os at udfordre jer på det her produkt, hvad siger I til det?" Så undersøger vi, hvad har vi af muligheder for det, lyder det fra Mathias Mattesen.

Han fortæller videre, at det går begge veje. Memsa bruger nemlig kunderne til at teste produkter, før de bliver en del af sortimentet.

- På den måde hjælper vores kunder os med at udvikle de nye produkter, så det, vi lancerer, ikke er noget, vi har besluttet, men noget vores kunder har været med til at udvikle. Så ved vi, at det dur på markedet, siger Mathias Mattesen, der tidligere havde hele varelageret hjemme i sin privatbolig.

For godt et år siden flyttede virksomheden hjemmefra, så den nu holder til i Tylstrup Business Park, hvor den råder over 250 kvm lager og kontor.

Dermed er det rigeligt plads til både Martin og Mathias Mattesen, der begge er gået fuldtid i virksomheden, samt den deltidsmedarbejder, de har ansat til at styre lageret.

Sidste år omsatte Memsa for tre millioner kroner, og de to ejere fortæller, at de arbejder på en kundeaftale, der potentielt står til at fordoble det beløb.

Men selvom 2022 var et godt år for den lille virksomhed, er der også udfordringer i handskebranchen.

Lidt mere fart på

- Vi havde et godt år sidste år. I år går det ikke dårligt, men vi vil godt have lidt mere fart på, siger Martin Mattesen.

Han peger på, at en del overskudslagre med bl.a. engangshandsker efter coronapandemien, som bliver skubbet ud på markedet, kan være årsagen til, at det går lidt langsommere i butikken.

Men de to ejere er optimistiske, når det gælder fremtiden.

- Det ville da være sejt, hvis vi kunne komme ud med et overskud i 2023, men realistisk set tror jeg bare, vi ser en større virksomhed, siger Mathias Mattesen.

Han er for nuværende glad for, at virksomheden kan betale to fuldtidsstillinger.

- Drømmen er altid millionen. Det er det vel for alle, når de starter sådan et projekt her. Men på nuværende tidspunkt tror jeg, at vi drømmer mere om at have en fornuftig virksomhed, der bunder i god kvalitet og servicerer kunder, der er glade for at handle her.

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailsalg
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.896