Indkøbsdirektør stopper i Lidl: - Det er tid til at tage næste skridt i karrieren
Opdateret 09:05 med ny indkøbsdirektør i Lidl Danmark
13 år i Lidls danske afdeling bliver det til for indkøbsdirektør Rasmus Pape.
Det skriver han på sin LinkedIn-profil torsdag morgen.
- Efter knap 13 år i Lidl er det tid til at tage næste skridt i karrieren. Det har været et privilegie at lede indkøbs og marketingsorganisationen, særligt gennem de ekstraordinære udfordringer der har været i de forgangne år. Fundamentet for succesen har været den stærke kultur vi har skabt sammen, skriver Rasmus Pape.
Han tilføjer, at han er særligt stolt af Lidl Danmarks indsats for at udfase tobakssalg i kædens butikker - og at de har været med til at sætte en aldersbegrænsning på salget af energidrikke.
Han skriver yderligere, at han ikke har styr på sin jobmæssige fremtid endnu.
Afløser på plads
I en pressemeddelelse tilføjer Lidl Danmark, at man allerede har Rasmus Papes afløser på plads.
Det bliver således italienske Maria Lovecchio, der skal overtage efter Rasmus Pape som ny indkøbsdirektør. Hun har over 14 års erfaring fra Lidl-kæden og har tidligere arbejdet i indkøbsafdelingen i Lidl Italien og som indkøbsdirektør i Lidls slovenske afdeling også.
- At tiltræde som indkøbsdirektør i en tid som nu, hvor Lidl lige har meldt ud, at man vil udfase al tobak inden udgangen af 2028, er virkelig stærkt. Personligt er jeg selv af den faste overbevisning, at vi gennem viden og tillid når ambitiøse mål – og her er udfasningen af tobak bestemt et af dem. I den kommende tid vil jeg bruge meget tid i landets Lidl-butikker og møde både personalet og kunderne, siger Maria Lovecchio.
Hun starter officielt i sin nye stilling til august.