23948sdkhjf

Chokerede søstre lukker livsværket: - Vores livs sværeste beslutning

De kastede deres huse og opsparinger ind i forsøget på at redde firmaet. Det var ikke nok

Gennem to år har søstrene Anne og Katrine Lindgren fra Sæby satset alt, de ejer, for at redde deres fælles virksomhed.

De har kastet huse og opsparinger ind i puljen og lånt penge af flere omgange.

Men forgæves.

Deres børnetøjsfirma ByLindgren er gået konkurs. Det skriver Nordjyske

Det fremgår af Statstidende og bekræftes af søstrene selv i et opslag på ByLindgrens Facebook-side.

- På ganske få dage har vi måttet træffe vores livs sværeste beslutning - ikke kun som virksomhedsejere, men også som mødre og søstre, skriver søstrene.

- Vi er chokerede og ulykkelige over så pludseligt at miste vores livsværk, tilføjer de.

Har balanceret på kanten

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Anne og Katrine Lindgren, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

De to søstre har dog ikke lagt skjul på, at deres virksomhed, der holder til i Sæby, før har balanceret på kanten.

De seneste to år har været udfordrende for børnetøjsfirmaet, og af to omgange har de lånt penge for at kunne fortsætte driften.

- De sidste år har været svære for vores lille virksomhed, hvor først covid-19 og efterfølgende Ukraine-krigen fundamentalt ændrede både markedsvilkår og forsyningskæder, og det har været ualmindelig svært at navigere i den børnetøjsbranche, vi ellers kender så godt, skriver ByLindgren på deres Facebook-side.

Har satset hus og opsparing

I september fortalte søstrene Lindgren til Børsen, hvordan de er blevet ramt af en hel serie af ulykker. Og at de har satset alt på at redde virksomheden.

- Opsparingen er væk, husene er kautionerede. Går vi konkurs, kommer vi aldrig til at eje noget igen. Aldrig, sagde Anne Lindgren dengang til Børsen.

Først tog corona livet af flere af ByLindgrens forhandlere i den fysiske detailhandel.

Året efter, i 2021, gav flaskehalsproblemer forsinkede varer og eksploderende fragtpriser. Begge dele medførte store tab.

Det lykkedes søstrene at skaffe flere penge ved at afgive 20 procent af ByLindgren til en investor.

De lagde alle pengene i den næste ordre, og tænkte at alt var godt. Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene.

En simpel logistikfejl fra et rederi betød, at ordren for flere millioner strandede i Shanghai.

Tilbage i efteråret sidste år kæmpede søstrene med det omvendte problem. Nu bugnede varelagrene, mens kunderne holdt på pengene på grund af inflationen.

Til Børsen fortalte søstrene Lindgren, at de havde forsøgt at ændre hele deres strategi - men forgæves.

- Jeg kunne godt ønske mig, at mediebilledet viste mere af virkelighedens verden som iværksætter. Det er ikke kun solstrålehistorier. Der må da være andre end os, der ikke kun oplever succes, som ikke tjener penge og vækster stort, sagde Katrine Lindgren dengang til Børsen.

Så hul i markedet

ByLindgren blev til i 2015, mens Anne Lindgren var på barsel. Hun så et hul i markedet for udetøj til børn, som hun mente alt for ofte var grimt og i for dårlig kvalitet.

Hun og lillesøsteren Katrine forlod deres job som henholdsvis sygeplejerske og økonom og lancerede deres første kollektion i 2018.

ByLindgren fik en flyvende start. Kollektionen blev revet væk af børnetøjsforhandlere.

Siden satsede de to søstre på salg direkte til kunderne fra egen webshop og til store kunder som Boozt.com og Luksusbaby.

De seneste år har de to søstre haft tre ansatte.

- Et liv uden ByLindgren bliver svært at forestille sig, men vi vil - når det hele om noget tid har bundfældet sig - forsøge at se tilbage på de mange fantastiske og lærerige år. Vi er stolte over dét, vi trods alt nåede at skabe, og at så mange mennesker har støttet og troet på os, skriver søstrene på Facebook.

ByLindgren ApS
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 0,163 0,560 0,226
Resultat af primær drift -0,706 -0,147 -0,295
Resultat før skat -0,863 -0,312 -0,466
Årets resultat -0,675 -0,243 -0,376
Balancestatus 6,569 2,622 2,847
Egenkapital -0,176 -0,438 -0,195
Antal ansatte 3 3 -
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: børnetøj
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.844