Coop frasælger flere ejendomme for millionbeløb
Coop annoncerede i slutningen af marts måned, at man havde frasolgt sig en række ejendomme til PensionDanmark for et milliardbeløb.
Pengene herfra skulle bruges til at bringe strategien "Fremtidens Coop" hurtigere frem - idet omstruktureringer og investeringer ifølge administrerende direktør i Coop, Kræn Østergaard Nielsen, løber op i cirka fire milliarder kroner.
Fremtidens Coop
- Coop præsenterede i slutningen af januar strategien "Fremtidens Coop", der involverer følgende:
Man vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde Coop
Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot at have tre
Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD
Det bliver reduceret til Coop, 365discount og Brugsen
Kilde: Coop
Nu har Coop-koncernen så yderligere solgt et par af dagligvarekoncernens ejendomme - denne gang dog for et betydeligt mindre beløb.
Der er tale om to 365discount-butiksejendomme i Vejle og Værløse, som Coop har solgt gennem virksomheden Blue Capital - for henholdsvis 32 og 40 millioner kroner.
Tillige bliver en SuperBrugsen-ejendom i Gentofte snart udbudt. Det skriver Blue Capital i en pressemeddelelse.
- Vores tre første projekter i år blev alle udsolgt på få arbejdsdage – ejendommen i Vejle endda i løbet af en enkelt dag. Det er sket, selv om indskuddet fra hver investor var næsten 2,2 millioner kroner i Hillerød (en Billigblomst-ejendom, red.) og omkring 1,5 millioner kroner i Vejle og Værløse, siger Nicolai Ravn Andersen, der er investeringschef i Blue Capital.
Ifølge investeringschefen bidrager salget af ejendommene for Coop til at frigive penge til andre formål i koncernen - eksempelvis til at indfri nogle af målene i "Fremtidens Coop"-strategien, må man formode.
- Det frigiver nemlig kapital til butikker og detailkæder. Hos Coop bidrager ejendomsprojekterne til, at koncernen får penge til at modernisere sine mange butikker og til it-investeringer, der sikrer en mere effektiv drift og dermed billigere varer, konstaterer han.