Sådan forholder Salling Group sig til genåbning af hjemmelevering
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/76658556.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=4965&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=3302&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=7&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=439&accessToken=c3301569db4ea89b300f0753dfcd1f22f1abee33316af2e247e98cd676f4886d)
Da Salling Group i januar i år annoncerede, Føtex Hjemmelevering skulle lukke, var det samtidig med et budskab om, at en ny hjemmeleveringstjeneste - Bilka ToGo Hjemmelevering - ville genopstå.
Men dengang blev der ikke fremlagt en tidshorisont for den nye afdeling i dagligvarekoncernen. Det har imidlertid ændret sig, fortæller den kommende administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh, til Børsen.
- Vi tester internt allerede nu i det små, hvordan vi får det til at fungere. Det kommer til at blive lanceret på den anden side af sommerferien, men den præcise dato bliver først meldt ud i andet halvår af 2023, siger Anders Hagh.
Tanken med den nye leveringstjeneste er at udnytte alle 19 Bilka-varehuse, som tilbyder ToGo-løsningen på nuværende tidspunkt. Det forklarede Per Bank i forbindelse med lanceringen af den nye tjeneste i januar måned.
- Efter vækst under corona-pandemien er markedet for hjemmelevering faldet tilbage, og for at kunne realisere ønsket om at nå rundt i Danmark, må vi tilrette den model, vi bruger.
- Det gør vi ved at udnytte, at vi i forvejen er til stede ud over landet med store varehuse, der har et meget stort vareudvalg med endnu flere og billigere tilbud. Det ligger samtidig i tråd med det, kunderne efterspørger i den aktuelle situation, sagde den administrerende direktør dengang.