23948sdkhjf

Mette Munk har stor succes med bakeoff

Otte tidligere Schulstad-medarbejdere har fortsat stor succes med bageri-virksomheden Mette Munk, som efter sit 2012-regnskab atter vil være at finde på Børsens gazelle-liste til efteråret.
Mette Munk A/S har stor succes med at sælge en række frosne bakeoff-produkter til eksport og har blandt andet godt fat i det amerikanske og engelske marked. De seneste to år har virksomheden omsat for 200 mio. kr. og landet et driftsresultat på 30 mio. kr. Og med den vækst har Mette Munk de seneste to år været placeret på Børsens gazelle-liste.

I 2011 blev Mette Munk tilmed den tredjehurtigste gazelle i Region Midtjylland. Og det netop offentliggjorte 2012-regnskab viser stadig rigtig gode Gazelle-takter. Det skriver Børsen i dag.

Mette Munk fik i fjor et bruttoresultat på over 45 mio. kr., lidt mere end i 2011. Det ordinære driftsresultat blev på 30,5 mio. kr. mod 30,1 mio. kr. året før.

- Det går fornuftigt. Vi havde en beskeden vækst i fjor, men der er fremgang igen i år – især på eksporten. I både USA og England er der megen udespisning, og vi er kommet godt ind hos store hoteller og i øvrigt i foodservicesektoren. Det betyder, at vi, når vi er blevet godt funderet der, har et stort potentiale at gå efter som leverandør til detailkæderne. Med vores størrelse kan vi måske ikke levere fuldt sortiment til de store supermarkedskæder, som dækker hele USA, men vi kan forhåbentlig komme ind i én region eller med et enkelt varenummer, siger direktør Erik From til avisen.

Han tilføjer at Mette Munk håber den næste store eksportsucces bliver i Kina, hvortil den første container netop er blevet skibbet afsted.

Fakta: Mette Munk
Mette Munk er et aktieselskab med produktionsfaciliteter i Odense og administration i Holstebro. Ejerkredsen består af direktør
Erik From, som kom til virksomheden i 2008 fra et direktørjob hos Schulstad Frost i Holstebro. To tidligere kollegaer fra Schulstad, Laila Finding og Kaj Kjærgaard, havde få år forinden overtaget bagerivirksomheden. I dag er yderligere fem Schulstad-folk kommet med i ejerkredsen.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063