23948sdkhjf

Legetøjslegende vil erobre USA: - Det er en drøm for os

Legetøjs- og plastproducenten Dantoy har lagt en plan for at indtage det amerikanske legetøjsmarked. Derfor var armene løftet højt over hovedet forleden, da man kunne skrive under på en aftale med en distributør, der skal hjælpe strategien på vej i retail-kæder i både USA og Canada.

- Vi er en mindre dansk producerende virksomhed, som selvfølgelig drømmer at få det store USA-eventyr, siger salgschef Anne Harding.

Det er ikke første gang, at Dantoy forsøger sig i USA. Dantoy har i mange år leveret legetøj til amerikanske skoler og institutioner, men denne gang er mavefornemmelsen en anden, da den nye distributør og det nye salgsteam kun har fokus på retail, siger salgschef Anne Harding.

Hvorfor er det ikke lykkedes at få foden indenfor på det amerikanske marked tidligere?

- Dét ansvar ligger både hos Dantoy og hos de samarbejdspartnere, vi har arbejdet med. Hos Dantoy har vi ikke været gode nok i screeningsprocessen eller har stillet de rigtige krav til vores daværende distributører. Tiden har også ændret sig, siger salgschefen.

Vi er en mindre dansk producerende virksomhed, som selvfølgelig drømmer at få det store USA-eventyr. Anne Harding, salgschef, Dantoy

Den nye distributør forventer Anne Harding sig til gengæld meget af.

- Der er tale om en distributør, der har fat i de helt store retailkæder i USA og Canada, både supermarkeder og de helt store legetøjskæder. Derudover er der også tale om en distributør, der har en vis forståelse for at være en mindre europæisk virksomhed. Han er hollænder, kemien er en helt anden. Vi tænker ens. Det amerikanske marked er stort, det kan nærmest lægge en virksomhed ned, hvis leverancemængderne bliver for store, og vi har behov for en forståelse for, at vi kan have visse begrænsninger lige her i opstartsfasen, siger Anne Harding.

Tiden er inde

Salgschefen har været en del af ledelsen hos Dantoy de seneste seks år. Og netop nu mener Anne Harding, at tiden er inde til at føre USA-drømmen ud i livet.

- Med Marck (Højberg Matthiasen, ejer og adm. direktør -red.) ved roret er der sket rigtig meget. Dantoy er inde i en rivende udvikling. Sammen med alle vores dygtige medarbejdere i Dantoy er det en fantastisk rejse at være en del af, siger Anne Harding og henviser blandt andet til Dantoys grønne, bæredygtige linje.

Herhjemme i Danmark kender alle den lille røde scooter. Vi er vokset op med den og kerneprodukterne i Dantoys portefølje. I USA skal I ud på et jomfrueligt marked, der ikke har de samme barndomsminder om de ikoniske produkter. Hvilken opgave står I overfor her?

- Vi har en stor opgave foran os. Vi har forskellige strategier, og vi har blandt andet indledt et samarbejde med et bureau i København, som skal hjælpe os med at tænke meget mere internationalt. Bureauet skal hjælpe med at kommunikere vores bæredygtig grønne linje ud, en linje som vi ved specifikt betyder en del for vores europæiske kunder. Både miljømæssigt og i forhold til børns sikkerhed, siger Anne Harding.

Og hvordan forholder det amerikanske marked sig til den linje?

- De fleste større kæder har i dag en meget grøn politik eller ønske om mere bæredygtighed og kigger mod Europa. Her passer vores DNA rigtig godt ind, idet vi bliver ved med at finde nye bæredygtige materialer til vores legetøj og fordi vi fortsat har et tæt samarbejde med Miljømærkning Danmark (Svanemærket). Spørger du forbrugeren viser statistikken, at 60 procent af de amerikanske forbrugere fortrækker at blive forbundet med virksomheder og brands, der stemmer overens med deres bæredygtige værdier, siger Anne Harding.

- Samtidig er amerikanerne oprigtigt interesserede i skandinaviske leverandører og brands. Vi er pålidelige og stabile og vi leverer kvalitet, så der helt sikkert en plads i markedet til os, siger Anne Harding, der sammen med bestyrelsen hos Dantoy har lagt en tre-årsplan for at erobre USA og Canada.

Fakta om Dantoy

  • Dantoy har udviklet og produceret kvalitetslegetøj i Danmark i snart 60 år
  • Det gør Dantoy til en af Nordens største producenter af plastiklegetøj
  • Dantoy ligger i Hobro med et fabriksareal på 16.500 m2
  • Virksomheden tæller cirka 50 ansatte - derudover har man tilknyttet kollegaer, som arbejder med at montere produkter hjemmefra eller på beskyttede værksteder
  • Dantoy er repræsenteret i flere end 50 lande
  • Dantoy har fra 2010 været Danmarks eneste svanemærkede legetøjsproducent
  • Svanemærket er Nordens officielle miljømærke
  • 98 procent af alle Dantoys kerneprodukter bærer Svanemærket, og flere er på vej.

Kilde: dantoy.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094