Supermarkeder jubler over lavere øl- og sodavandsafgift
"Der er ingen tvivl om, at priserne vil falde hos os. Øre for øre, krone for krone," siger pressechef hos Dansk Supermarked.
- De lavere afgifter vil ryge tilbage til kunderne. Der er ingen tvivl om, at priserne vil falde hos os. Øre for øre, krone for krone, siger Mads Hvitved Grand, pressechef hos Dansk Supermarked, der står bag butikker som Netto, Bilka og Føtex.
Samme melding kommer fra Coop Danmark, som blandt andet har Irma, Kvickly, Super Brugsen og Fakta i deres fold.
Både hos Dansk Supermarked og Coop Danmark regner man med, at det vil få trukket noget af grænsehandlen tilbage til Danmark. Hos De Samvirkende Købmænd (DSK) ser man også positivt på fremtiden, når det kommer til grænsehandlen.