Det sker: Detailbranchen sættes i gang
Køge Erhvervsservice står klar med en 3-dages bootcamp, hvis mål er skabe vækst for detailbranchen.
Iværksættermesse Køge blev en rigtig vellykket dag for Køge Erhvervsservice. De besøgende, som hovedsagligt bestod af iværksættere, fik en god snak med konsulenterne fra Køge Erhvervsservice og blev informeret om de mange spændende arrangementer, som Køge Erhvervsservice afholder.
- Igen i år overgik Iværksættermessen vores forventninger. Vi kom i kontakt med rigtig mange lokale iværksættere, som vi glæder os til at byde velkommen i vores erhvervscenter på Galoche Allé i Den Hvide By. Messen gav os også kontakt til etablerede virksomheder. De ville gerne høre mere om vores tilbud til dem som for eksempel vores forretningsudviklingsforløb "RaketVækst". Vi kører en særlig udgave for detailhandlen i juni, siger erhvervsservicechef Rasmus Holst-Sørensen.
Raketvækst for detailbranchen
Køge Erhvervsservice står til rådighed for både iværksættere og etablerede virksomheder i Køge kommune og som medarrangør og udstiller på iværksættermessen, blev der sat fokus på iværksætterne. Med næste arrangement i kalenderen sættes der nu fokus på de etablerede virksomheder. Denne gang detailbranchen i form af RaketVækst som er et 3-dages kursusforløb, hvor butiksejerne får nye input til at styrke og målrette virksomhedens strategi, salg og markedsføring.
- Butiksejerne, som deltager på RaketVækst forløbet, kommer hjem med et fornyet drive og fokus på deres forretning. De får sat ord og handlinger på målsætninger, og det er med til at sætte ekstra skub på udviklingen, så væksten i for eksempel omsætning eller ansatte kommer hurtigere end, hvis de ikke havde deltaget, siger Mette Lerdorf, konsulent fra Køge Erhvervsservice.
RaketVækst er med stor succes afprøvet med virksomheder i flere sjællandske kommuner. Virksomhederne har haft vækstrater på mellem 12 og 32 % efter deltagelse på RaketVækst.
Køge Erhvervsservice samarbejder med Ringsted kommune og Væksthus Sjælland om RaketVækst. Og forventningen er, at de virksomheder som deltager i RaketVækst efterfølgende oplever vækst i omsætningen eller i antal af ansatte.
RaketVækst forløbet for detailbranchen finder sted den 19., 20. og 21. juni, og der er åben for tilmelding.