23948sdkhjf

Danskerne er kun sunde til hverdag

Ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet viser, at de forbrugere i Danmark der tror, de har sunde kostvaner, ikke altid har ret. Og det er primært til hverdag de sunde fødevarer prioriteres.
Bare fordi man tror, noget er på en måde, er det ikke nødvendigvis sådan. I al fald ikke når det kommer til kostvaner og sundhed. Det viser en ny rapport DTU Fødevareinstituttet har lavet for Landbrug & Fødevarer og Fødevarestyrelsen.

Rapporten ”Danskernes faktiske kost og oplevelsen af sunde kostvaner” er resultatet af en todelt undersøgelse af, hvad danskerne faktisk spiser, og hvad de danskere der mener, at de spiser sundt - reelt spiser. Resultatet viser blandt andet, at det halter med at få spist 600 gram frugt og grønt hver dag. Blot 40 pct. af de, der i høj grad mener, at de har sunde kostvaner, spiser mindst 600 gram frugt og grønt om dagen. Hos mændene er det kun 15 pct. af de, der mener, de har sunde kostvaner, der får nok frugt og grønt. Samtidig har mange svært ved at følge kostrådene og andre kostvejledninger, der kan hjælpe dem med at vælge sundere.

I Fødevarestyrelsen er man opmærksom på problemet. Nøglehulsmærkede fødevarer og opskrifter gør det allerede nu lettere at vælge sundere i en travl hverdag, forklarer souschef Bente Stærk fra Fødevarestyrelsen. Hun sidder med i den arbejdsgruppe, der er ved at revidere de officielle kostråd.

- De nye kostråd skal være mere handlingsanvisende og have mere fokus på sund madglæde end tidligere. Samtidig vil det nye Måltidspartnerskab,- et samarbejde mellem blandt andet sundhedsorganisationer og erhvervet, iværksætte initiativer, der gør det lettere for forbrugerne at omsætte kostråd til hele måltider, forklarer Bente Stærk.

Weekenden og ”det gode liv”
Chefkonsulent i Markedsudvikling og Afsætning hos Landbrug & Fødevarer, Winnie Pauli, mener, at rapporten giver stof til eftertanke, især i forhold til hvad der skal fokus på.

- Rapporten viser, at danskerne faktisk prioriterer sunde fødevarer til hovedmåltiderne i hverdagen. Det er weekenden, der bliver for usund og for lang. Så vi skal have fundet bedre alternativer, så valget ikke så ofte falder på mad med meget sukker, fedt og tomme kalorier, siger Winnie Pauli.

Hun fremhæver forskellene i opfattelsen af ”det gode liv”, mellem de, der reelt spiser sundt, og de, der hovedsageligt tror, at de spiser sundt.

- De der reelt har sunde kostvaner, tænker også på sunde måltider som en del af ”det gode liv”. Det gør de fordi, sund kost giver dem velvære, samtidig med at sunde måltider forbindes med smag og nydelse. De spiser også usundt af og til og især i weekenden, men det usunde, sukkerholdige og fede bliver ikke nødvendigvis forbundet med ”det gode liv", sådan som det gør for de andre. Det betyder altså meget for ens kost, om man synes sund kost er en plage eller en nydelse i sig selv, slutter Winnie Pauli.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094