Præsenter jeres løsninger på Cleantech Innovators Club i Østrig
Netværk med, og præsenter din virksomhed foran 150 beslutningstagere fra en af branchens mest anerkendte cleantechklynger, østrigske ECO World Styria.
Innovationsnetværket for Biomasse giver i samarbejde med Enterprise Europe Network og ECO World Styria to danske virksomheder mulighed for at præsentere deres løsninger til klyngearrangementet Cleantech Innovators Club den 13. april 2016 i Graz i Østrig.
ECO World Styria omfatter mere end 170 cleantechvirksomheder og vidensinstitutioner, heraf 80 alene fra delstaten Steiermark. Den kritiske masse af viden og virksomheder i et område på størrelse med Midtjylland har skabt et unikt international økosystem hvor innovation, netværk og forretningsudvikling trives. Store virksomheder som Andritz, Komptech og Sattler har alle én afdeling eller hovedkontor i Steirmark og er medlemmer af ECO World Styria.
Konkret giver INBIOM to danske biomassevirksomheder mulighed for at præsentere på Cleantech Innovators Club:
Én iværksættervirksomhed med en innovativ løsning
Én etableret virksomhed med en kommercialiseret teknologi og en succesfuld forretningsmodel
Fælles for begge virksomheder skal være, at de arbejder indenfor cleantechområderne biomasse, biogas eller biofuels, og skal have interesse i et samarbejde med en østrigsk partner. Dette kan være med henblik på udvikling af nye biomasseløsninger eller et kommercielt samarbejde. Rejse og ophold i Graz i forbindelse med arrangementet betales til gengæld af vores østrigske partner.
Innovationsnetværket for Biomasse vil i forbindelse med Cleantech Innovators Club desuden arrangere en netværkstur til Steiermark, hvor der vil være mulighed for at besøge, netværke og diskutere samarbejder med relevante medlemmer af ECO World Styria.
Yderligere information og tilmelding:
For mere information omkring muligheden for at præsentere i Cleantech Innovators Club og deltagelse i netværksturen, kontakt Claus Mortensen (cm@agropark.dk / 4030 4820)