Party Prinsen kommer til en butik nær dig!
Alkoholpartnerskabet har netop lanceret en ny kampagne, der skal sætte fokus på salgsaldersgrænserne for alkohol, og her har Party Prinsen fået hovedrollen.
Løftede pegefingre er ikke altid vejen frem, hvis man skal have fat i de unge. Derfor har Alkoholpartnerskabet valgt at lancere en ny kampagne, med anti-helten Party Prinsen som kampagnens hovedperson.
Kampagnen og Party Prinsen vil de kommende måneder sætte fokus på at reducere andelen af mindreårige, som ulovligt køber alkohol i butikker, og samtidig gøre det nemmere for ansatte i detailhandlen at spørge unge om ID.
Kampagnen foregår via korte film på nettet og på de sociale medier, og på stickers og hyldeforkanter i Netto og 7-eleven butikker over hele landet.
Parterne bag
Kampagnen er lavet af Alkoholpartnerskabet, der består af Bryggeriforeningen, Dansk Erhverv, De Samvirkende Købmænd, HORESTA, Danmarks Restauranter & Caféer, GODA samt Vin og Spiritus Organisationen i Danmark.
Partnerskabet er et led i regeringens bud på en ny ramme for en ambitiøs forebyggelsespolitik gennem partnerskaber på tværs af offentlige institutioner, civilsamfundet og den private sektor.
Læs mere på www.alkoholpartnerskabet.dk og følg Party Prinsen på www.Facebook.com/Partyprinsendk.