Fokus på Fremtidens detailhandel på folkemødet
Med de nye informationsstrømme ændres forbrugernes købevaner i et tempo som aldrig set før. Hvordan håndterer branchen udfordringerne og skal de politiske løsninger findes i EU?
Med de nye informationsstrømme ændres forbrugernes købevaner i et tempo som aldrig set før. Butiksstrukturerne ændrer sig og kundekontakten flyttes i stigende grad over på digitale platforme og over landegrænserne. Det giver nye muligheder for detailhandelen såvel som for forbrugerne.
Dansk Erhverv sætter under en debat på folkemødet fokus på, hvilke udfordringer dansk detailhandel står overfor, og hvordan vi bedst rustes til at imødekomme tendenserne.
Under debatten vil vi bl.a. høre branchen, hvilke koncepter butikkerne har på vej? Hvordan bruger butikkerne data til bedre kundeservice? Og er butikkerne dygtige nok i dag til at omstille sig den digitale tidsalder? Spørgsmål som også perspektiveres fra en forbrugerekspert.
Den stigende grænseoverskridende nethandel mellem landene kalder imidlertid på politisk handling. Er det eksempelvis holdbart på sigt med så høje danske omkostninger set i lyset af den øgede globale samhandel? Skal EU-reglerne i højere grad harmoniseres? Og er forbrugerne godt nok beskyttet i dag eller tager forbrugerpolitikken i dag uhensigtsmæssigt afsæt i ”den svageste forbruger”? Spørgsmål som vi vil udfordre politikerne på.
Deltagere:
Morten Messerschmidt, MEP, Dansk Folkeparti.
Claus Juel-Jensen, Direktør, Netto.
Eva Steensig, Forbrugerekspert, LHBS.
Peter Fabricius, Økonomidirektør, Magasin.