Giv robotten et kram på Folkemødet
Snart vil der være robotter på vores sygehuse, i vores plejehjem og på vores skoler. Mød undervisningsrobotten NAO, den japanske robotsæl Paro og krammerobotten Telenoid og få et glimt af det fremtidige danske velfærdssamfund.
NAO, en pædagogisk robot, gør abstrakte begreber til fysisk og kropslig leg, og det er nyttigt, når elever med særlige behov skal inkluderes i skolerne. NAO lærer eleverne at arbejde sammen om at finde løsninger.
Paro er en japansk robotsæl med terapeutiske evner. Kæledyr har en positiv effekt på både den psykiske og fysiske sundhed især hos ældre. Den lille fyr har vist sig at have en gavnlig effekt hos dementramte.
Krammerobotten Telenoid har også vist sig at have god effekt hos personer med demens samt hos andre med psykiske, fysiske og sociale problemer. Telenoid er lavet af silikone, og ligner hverken en mand eller kvinde. Ved hjælp af avanceret video- og lydteknologi kan den pårørende kommunikere med personen via robotten og fjernstyre dens arme, så robotten kan kramme personen. Telenoid giver dig en følelse af, at den anden person, der kommunikerer igennem Telenoid, er til stede.
Mød Paro, Telenoid og NAO både fredag den 12. juni kl. 17.30 og lørdag den 13. juni kl. 11.30 i "Grib mulighederne" teltet på Danchells Anlæg A29
Læs mere
Grib mulighederne på Folkemødet
GTS-institutterne og Innovationsnetværk Danmark deltager sammen på Folkemødet på Bornholm i teltet ”Grib Mulighederne! Viden skaber vækst”. Her kan du under hele Folkemødet opleve, høre og debattere, hvordan GTS-institutterne, Innovationsnetværkene og Danmark griber mulighederne.
Læs mere om GTS-nettets aktiviteter og debatter på Folkemødet