Ja tak til afgiftslettelser og kontantløse butikker
Med regeringens udspil om lavere afgifter og kontantløse butikker bliver det nemmere at drive virksomhed i Danmark. Det er et skridt i den rigtige retning mod at gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark.
I Finansministeriet har regeringen netop fremlagt et udspil for at skabe mere vækst i Danmark. Blandt de 11 initiativer bliver der lagt op til, at regeringen hvert år vil beskære de høje danske punktafgifter. Dansk Erhverv er inviteret med til at udvælge afgifterne.
”Det er positivt, at regeringen vil reducere afgifterne. Mange afgifter udgør et problem for dansk økonomi. De skaber forvridninger, øger bureaukratiet, fremmer grænsehandel og illegal handel. Derfor mener vi, at pengene skal bruges på at gøre vores afgiftssystem mere enkelt og retfærdigt ved at rydde op i gak gak afgifter, og ved at sænke afgifter på grænsehandelsfølsomme varer,” siger administrerende direktør Jens Klarskov.
For at sætte beløbet i perspektiv, vil afskaffelse afgifter på nødder og mandler mv. koste 200 mio. kr. Det er en rodet afgift, hvor der er forskellige satser på mandler om de smuttede, hakkede, blandede mv. Det medfører bøvl og udgifter for virksomhederne at håndtere disse forskelle.
”Man siger at en enlig svale ikke giver en sommer. På samme måde udløser lavere afgifter på 200 millioner kroner ikke vækst og højkonjunktur, men det er bestemt positivt, fordi det kan medvirke til at gøre det nemmere at drive virksomhed,” siger Jens Klarskov
Regeringen lægger også op til at fortsætte arbejdet i virksomhedsforum.
”Virksomhedsforum har været en af regeringens største successer, og det er godt, at arbejdet fortsætter. For der er stadig megen mærkelig regulering, som gør livet svært for danske virksomheder,” siger Jens Klarskov.
Kontantløse butikker er fremtiden
Dansk Erhverv er også positiv over initiativet om, at visse butikker fremover får mulighed for ikke at skulle bruge kontanter.
"Det vil gøre det både billigere og nemmere for mange virksomheder, hvis de i fremtiden kan vælge kun at modtage betaling via kort eller mobil. I Sverige har de erhvervsdrivende længe haft lov til at afvise kontanter, så det er kun på tide, at de danske butikker nu også får muligheden,” siger Jens Klarskov.
”Kontantfri miljøer vil gøre det muligt at afprøve nye innovative butikskoncepter og betalingsløsninger uden at skulle indarbejde de meget omkostningstunge foranstaltninger, der er nødvendige ved håndtering af kontanter,” siger Jens Klarskov.
Selvom det har ressourcemæssige fordele for butikkerne at droppe kontanterne, vurderer Dansk Erhverv dog, at det kun er en mindre andel, der i den kommende tid kun vil tage imod betalingskort.