23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Danskerne ehandler for 69 milliarder kroner

Det er velkendt at e-handlen er eksploderet de seneste år - men nye tal viser at stigningen i e-handel reelt er endnu større end hidtil antaget.

Danskernes samlede e-handel rundede sidste år 69 milliarder kroner, hvilket er betydeligt mere end tidligere beregninger har anslået. Det er Dansk Erhverv, som har lavet de nye beregninger på baggrund af tal fra blandt andet Nets.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at e-handlen er eksploderet de seneste år, men den er faktisk vokset endnu mere, end de tal, som hidtil har præget debatten, viser, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft.

Det nye estimat på 69 milliarder kroner er blevet til på baggrund af tal fra Nets over danskernes faktiske handel med dankort i danske netbutikker samt Dansk Erhvervs beregninger. Danskernes e-handel i Danmark beløb sig i 2013 til cirka 55 milliarder kroner. Hertil kommer cirka 14 milliarder, som danskerne lagde i udenlandske netbutikker.

- Danskernes appetit på at handle på nettet er stor i både danske og udenlandske netbutikker og med 14 milliarder af salget i udenlandske butikker, er vi på vej mod en ny type grænsehandel, som koster både vækst og arbejdspladser i de danske virksomheder, siger Henrik Hyltoft.

Han ser gerne, at politikerne får øjnene op for denne udfordring, da han forventer at problemet kun vil vokse de kommende år.

- Alle tegn tyder på, at e-handlen kun vil vokse de kommende år, og dermed også e-handlen i de udenlandske netbutikker. Det er en udvikling, som man fra politisk side er nødt til at tage alvorlig, hvis vi skal forhindre, at de arbejdspladser, som kunne skabes i Danmark, ikke forsvinder til udlandet, siger Henrik Hyltoft.

De 69 milliarder kroner i samlet e-handelsomsætning betyder, at danskerne nu lægger cirka 8 procent af deres samlede privatforbrug, eksklusiv boligudgifter, på nettet. Ifølge Danmarks Statistik var der næsten 3,3 millioner danskere, som e-handlede i 2013, og de mest populære ydelser var billetter til rejser, oplevelser og overnatninger i forbindelse med ferie, mens tøj var den mest e-handlede vare.

Læs hele analysen: Dansk Erhvervs Perspektiv nr. 04/2014

Læs også: E-grænsehandel koster dyrt i momssnyd og tabte arbejdspladser.

Dansk Erhverv
Børsen, Slotsholmsgade 1-3
1217 København K
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43232010

Kontaktperson

JB
Jesper Brønnum
Kommunikationskonsulent
+45 33746567 jeb@danskerhverv.dk

Send til en kollega

0.032