23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Har forbrugerne altid fortrydelsesret på nettet?

Mange forbrugere tror fejlagtigt, at de har fortrydelsesret på alle køb, de foretager på nettet. Vi gennemgår her de væsentligste regler om fortrydelsesretten.

Hvis din virksomhed sælger varer på nettet, via postordre eller handler med forbrugere uden for et fast forretningssted, er virksomheden lovgivningsmæssigt forpligtet til at give forbrugerne en fortrydelsesret på 14 dage. Reglerne følger forbrugeraftaleloven. Der er dog nogle undtagelser, ligesom det er et krav, at netvirksomhederne skal informere forbrugerne om fortrydelsesretten.

Husk at informere om fortrydelsesretten
Reglerne indebærer et særligt oplysningskrav, som skal overholdes. Sker dette ikke, bliver aftalen ugyldig, og forbrugeren behøver ikke at overholde fristen på 14 dages fortrydelsesret, men kan komme tilbage meget senere og ophæve aftalen uden nærmere begrundelse.

Vil du være sikker på, at du oplyser forbrugerne korrekt om fortrydelsesretten, kan du sikre dig ved at bruge de tekster, som står i Justitsministeriets bekendtgørelse herom. Du kan finde bekendtgørelsen og standardteksterne på Retsinformation:
Bekendtgørelse vedrørende oplysning om fortrydelsesret i henhold til lov om visse forbrugeraftaler


Undtagelser for varer, der er taget i brug
Som udgangspunkt giver forbrugeraftaleloven forbrugerne fortrydelsesret på alle fysiske varer, som købes ved handel på nettet eller uden for fast forretningssted. Der gælder dog en klar undtagelse, hvis forbrugeren har brugt forseglingen på forseglet software eller forseglede lyd- og billedoptagelser.

Der gælder også en undtagelse for varer, som er blevet taget i brug. Det fremgår af loven, at

”fortrydelsesretten er betinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde”. Denne undtagelse er desværre uklar, fordi det også fremgår, at ”det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi”.

Det betyder, at loven den stiller krav om, at det er åbenbart og at ibrugtagning af netop den konkrete type vare medfører en værdiforringelse. Det er med andre ord sælger, som skal løfte den relativt svære bevisbyrde for, at der er tale om en åbenbar værdiforringelse. Samtidig skal du som sælger kunne bevise, at du har gjort forbrugeren opmærksom på denne undtagelse fra fortrydelsesretten og i henhold til Forbrugerklagenævnets praksis, skal det være meget udførligt og præcist for hver varegruppe.

Selvom emballagen kan være væsentlig for en vares værdi, må det ikke afskære forbrugerne fra at prøve eller besigtige varen. Forbrugerklagenævnets praksis er meget vidtgående og forbrugeren bevarer som udgangspunkt sin fortrydelsesret, selvom vedkommen har pakket varen ud, prøvet den og smidt originalemballagen væk. Hvis emballagen er vigtig foret eventuelt videresalg, er det derfor en god idé at skrive, at den skal returneres med varen.

Fortrydelsesret ved bestillingskøb

Hvis en vare skal fremstilles til forbrugeren, kan du i dag få et gyldigt samtykke til, at fortrydelsesretten bortfalder, så du straks kan gå i gang med at få fremstillet varen til kunden. Den regel bliver måske ophævet med det kommende forslag til forbrugerrettighedsdirektiv.

Dansk Erhverv arbejder for, at reglen bibeholdes, idet det er meget svært – og i visse tilfælde umuligt – at videresælge varer, som er fremstillet efter én forbrugers specifikationer til en anden forbruger.

Nye EU-regler om fortrydelsesret fra 2014
De nye EU-regler om forbrugerrettigheder medfører, at forbrugerne fra den 13. juni 2014 vil beholde fortrydelsesretten på nettet og ved salg uden for fast forretningssted, selv hvis der er tale om en åbenbar værdiforringelse som følge af forbrugerens håndtering af varen i fortrydelsesperioden. I disse tilfælde får sælgeren dog mulighed for at fratrække beløbet for denne værdiforringelse fra det beløb, som forbrugeren skal have tilbage. De nærmere regler herom skal være vedtaget senest den 13. december 2013, og herefter vil Dansk Erhverv udarbejde informationsmateriale og afholde kurser for medlemmer herom.

Ingen obligatorisk fortrydelsesret i fysiske butikker

Hvis du driver en fysisk forretning, er det ikke obligatorisk at give dine kunder fortrydelsesret. Mange virksomheder vælger dog at give kunderne muligheden for at returnere de købte varer, men det er ikke et krav at følge forbrugeraftalens komplicerede oplysningskrav herom. Blot er det nødvendigt at oplyse forbrugerne klart om, hvilke krav der gælder for anvendelse af denne ”bytteret”.

Udfordringen her er at beskrive de relevante forbehold, hvor ”bytteretten” ikke gælder og sikre sig, at forbrugerne klart og tydeligt oplyses om såvel muligheden for at fortryde købet og de gældende forbehold for denne mulighed.

Dansk Erhverv
Børsen, Slotsholmsgade 1-3
1217 København K
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK43232010

Kontaktperson

JB
Jesper Brønnum
Kommunikationskonsulent
+45 33746567 jeb@danskerhverv.dk

Send til en kollega

0.047