Dansk Erhverv til kamp mod identitetstyveri
De danske medier og politikere har den seneste måned haft stor fokus på identitetstyveri. Dansk Erhverv er kommet med flere ideer til, hvordan identitetstyverierne kan bekæmpes til fordel for både virksomheder og forbrugere.
Ifølge de nyeste undersøgelser bliver flere og flere danskere ramt af identitetstyverier og i nogle tilfælde bruger identitetstyvene de stjålne personlige oplysninger til at handle i butikker eller optage lån ved at udgive sig for at være den person, hvis oplysninger, de har stjålet. Dansk Erhverv efterlyser blandt andet bedre muligheder for at kontrollere om kørekort og pas er meldt stjålet eller misbrugt samt at det reelle omfang af disse sager undersøges nærmere.
Både virksomheder og forbrugere rammes
Det kan være en meget ubehagelig oplevelse for en borger, at der er andre personer, der går rundt og misbruger ens identitet til at bestille varer eller optage lån. I langt størstedelen af tilfældene er det dog butikkerne, der ender med det økonomiske tab, når en forbruger har været udsat for identitetstyveri. Det skyldes, at butikkerne kun sjældent kan kræve betaling fra forbrugeren, men i stedet må forsøge at gøre et krav gældende mod de personer, der står bag identitetstyverierne, og det er kun sjældent, at det lykkes at finde frem til de pågældende personer.
Bedre kontrolmuligheder for butikkerne
Dansk Erhverv er kommet med adskillige forslag til, hvordan identitetstyverier kan bekæmpes og det inkluderer blandt andet et ønske om, at butikkerne får adgang til oplysninger om kørekort eller pas, der er blevet stjålet.
I forbindelse med køb på kredit eller långivning beder butikkerne om identifikation fra kunderne og her vil det være en stor hjælp, hvis butikkerne kan få oplyst om et konkret pas eller kørekort er meldt stjålet. Dette er desværre ikke muligt i dag.
Mere sikre ID-kort kan være en løsning
De danske kørekort er forholdsvis lette at forfalske, og det benytter identitetstyvene sig af. Dansk Erhverv har derfor opfordret til, at det undersøges, om der kan indføres mere sikre identitetskort, som det kendes fra adskillige andre europæiske lande.
I Sverige har de et ID-kort med biometriske oplysninger, der gør det meget svært at kopiere eller forfalske. Det kunne måske være en farbar vej også i Danmark.
Nyt CPR-nummer er sidste udvej
Regeringen er på vej med et lovforslag, der skal gøre det muligt for personer, der har været udsat for identitetstyveri at få et nyt cpr-nummer. Dansk Erhverv bakker som udgangspunkt op om forslaget, men det skal være absolut sidste udvej at tildele personer et nyt cpr-nummer og det må ikke betyde, at den forebyggende indsats nedprioriteres, eller at der bruges færre ressourcer på at opklare sager om identitetstyveri. En høj opklaringsprocent vil have en præventiv virkning.
Behov for grundig undersøgelse
I debatten om identitetstyverier har der floreret mange tal for, hvor mange danskere, der rammes af identitetstyverier ligesom, der er usikkerhed om, hvilke situationer, der skal betragtes som identitetstyverier.
På den baggrund opfordrer Dansk Erhverv til at der foretages en grundigere undersøgelse af omfanget af identitetstyverierne og hvordan tyvene typisk opererer, så der kan sættes effektivt ind mod identitetstyvene samtidig med at det sikres, at løsningerne står i forhold til problemets omfang.