23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Stor succes på HI09

Tilbuddet om gratis hjælp til søgning af nye samarbejdspartnere, ny teknologi, overblik over støtte- og tilskudsordninger og svar på spørgsmål om EU var populært på HI09, hvor mere end 200 virksomheder gjorde brug at et eller flere af de mange tilbud

Det var første gang Enterprise Europe Network, EU kommissionens rådgivningsnetværk for små og mellemstore virksomheder, deltog på HI messen i Herning, men der ses allerede frem til deltagelse i 2011. ”Vores mål med deltagelsen var at skabe kontakt til flest mulige virksomheder, for at gøre opmærksom på de mange muligheder som netværket tilbyder dem. Vi oplevede en meget stor interesse for mange af vores tilbud og særligt muligheden for at søge og/eller tilbyde sig som samarbejdspartner overfor udenlandske virksomheder”, fortæller projektkonsulent Kaspar Nielsen fra Enterprise Europe Networks kontor i Næstved.

På Enterprise Europe Networks stand kunne virksomheder få hjælp til at søge udenlandske samarbejdspartnere, både indenfor traditionelt business-to-business samarbejde og indenfor teknologi. På standen kunne virksomheder også se mange eksempler på konkrete forespørgsler om samarbejde fra udenlandske virksomheder.

”På HI er vores målgruppe - de små og mellemstore virksomheder - bredt repræsenteret. De fleste af disse virksomheder har både ambitioner og potentiale til at styrke egen udvikling, forbedre produktionen og eksporten, og det er det vi kan hjælpe dem med. Gennem netværket og gennem kontakt til udenlandske samarbejdspartnere skaber vi forbindelserne på vegne af virksomhederne”, fortæller projektleder Thomas C. Andersen fra Enterprise Europe Networks kontor i Herning.

Fakta om Enterprise Europe Network
Enterprise Europe Network er Europa Kommissionens officielle netværk til information og rådgivning af små og mellemstore virksomheder. Netværket blev etableret i starten af 2008 og består af tæt på 600 organisationer med mere end 4000 erfarne fagfolk fordelt på 44 lande. Enterprise Europe Network er dermed det største netværk af sin art i verden. I Danmark er der 8 Enterprise Europe Network kontorer, der alle arbejder for at hjælpe danske virksomheder med at forbedre deres konkurrence- og innovationsevne på det europæiske marked.

Virksomheder kan bl.a. få information og rådgivning omkring eksportmuligheder og om mulighederne for etablering i udlandet, hjælp til at finde udenlandske samarbejds- og projektpartnere (leverandører, distributører, producenter, teknologiske samarbejdspartnere osv.). Derudover besvarer Enterprise Europe Network spørgsmål omkring EU-regler og –lovgivning og EU’s tilskuds- og støttemuligheder. Virksomheder kan også få information og rådgivning om EU’s udbudsregler samt assistance til udformning af prækvalifikationsmateriale og tilbud.
Netværkets services er for alle små og mellemstore virksomheder med mod på det internationale.

De danske kontorer i Enterprise Europe Network er:
- Håndværksrådet, København
- Håndværksrådet International, Viborg
- Agro Business Park, Tjele i Jylland og Søndersø på Fyn
- Næstved-Egnens Udviklingsselskab A/S, Næstved
- EU-Center, Herning
- NordDanmarks EU-kontor, Aalborg
- AluCluster, Løgumkloster

Yderligere information
Du kan læse mere om Enterprise Europe Network på www.enterprise-europe.dk eller kontakte Thomas C. Andersen på tlf. 96261133/20728908 eller på tca@eu-center.dk.
Netværkets øvrige kontorer står selvfølgelig også til rådighed for henvendelser..

Enterprise Europe Network
NordDanmarks EU-Kontor
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg Ø
Aalborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK36274433

Send til en kollega

0.047