Bilka kører en ny og dyrere møbelprofil
Det er nærmest kommet snigende og sikkert også bag på den danske møbelscene.
Men BIlka har i denne uge i al stilfærdighed lanceret en helt ny og omfattende møbelserie på mere end 50 forskellige værker af den danske designer Bertil Stam, som med skaberens egne ord består af "håndlavede, tidløse møbler, som alle har råd til".
Serien hedder NOFU og kan allerede købes på Bilkas hjemmeside og i øvrigt også på Føtex.dk og Wupti.com.
Den er ikke udstillet i Bilkas varehuse, fortæller varehuskæden onsdag i et svar til en kunde på Facebook.
Bertil Stam, som også har designet for Bolia, BoConcept og Sofakompagniet, skriver i en pressemeddelse, at serien har fokus på smukke linjer og høj komfort.
- Mit hjerte, banker for skandinavisk minimalisme. Jeg har en enorm respekt for danske håndværkstraditioner, og derfor bliver ethvert møbel fremstillet i hånden efter kundens ønsker med den unikke historie, som asketræets åreforgreninger fortæller.
Møblerne produceres på bestilling i Vietnam, og fordi der ikke er omkostninger til lager, kan priserne blive "særdeles konkurrencedygtige", skriver han.
I øvrigt er der brugt asketræ, som er certificeret af bæredygtighedsorganet PEFC.
Studerer man Bilkas hjemmeside for priser på møbler, så er det uden tvivl en serie, der lægger sig i et dyrt prisleje for varehuskæde. Spisebordsstole koster mellem 1000 og 2000 kroner. Lænestole og loungestole mellem 3000 og 5000 kroner.
Wood Supply forsøger at indhente en kommentar fra Dansk Supermarked Group.